Viby ansigter – Alma Blichfeldt

i Vibys ansigter af René Holm Hansen1 Comment

På kaffebaren Blichfeldts Bønner langer 15-årige Alma Blichfeldt endnu en café latte over skranken. Sommerferien lakker mod enden, og det samme gør Almas sommerservering af kaffespecialiteter. Nu skal der musik, dans og efterskoleliv på skemaet.

Af Emma Rudbeck

Klaveret på Viby Efterskole er stille. Helt stille. Summen fra værelserne er væk. Ingen dansesko klikker mod gulvet. Kun lyden af en sommerdoven flue eksisterer lige nu. Men søndag den 12. august fyldes Viby Efterskole igen med liv, når et nyt elevhold flytter ind. En af dem er 15-årige Alma Blichfeldt fra Hillerød. Hun er vokset op med musikken.

”Jeg har altid spillet musik med min far og har danset i de sidste fire år. Til gengæld har jeg aldrig rigtig beskæftiget mig med teater ud over et par små stykker i skolen. Det bliver en ny verden for mig,” fortæller Alma.

På Viby Efterskole har Alma mulighed for at vælge både musik, dans og teater på linje.

Hvorfor vil du gerne gå på Viby Efterskole?
”Det tiltrækker mig netop, at jeg kan få alle tre retninger på linje og på forskellige niveauer. Det har jeg ikke kunnet finde andre steder. På Viby virker det som om, der er plads til både at være dygtig, men også til at være helt nybegynder. Så bliver det ikke så blærerøvs-præget, fordi man kan være på hver sit hold med hver sit udgangspunkt. Jeg kan godt lide tanken om, at der er plads til alle.”

Hvad er dine forventninger til efterskolen?
”Jeg håber, at jeg kommer ud af min komfortzone og bliver udfordret. Det bliver spændende at se, hvilke typer jeg skal gå sammen med, og hvem jeg kommer til at klinge med. Derudover bliver det fedt at kunne bruge hver dag i et år på musik, dans og teater.”

Hvad glæder du dig mest til ved et år på Viby?
”Først og fremmest glæder jeg mig til at skulle være og bo sammen med så mange mennesker, som jeg deler interesse med. Alle de nye venskaber. Men jeg glæder mig også til at prøve nye dansestilarter og til at udvikle mig på teaterdelen, som jeg ikke har beskæftiget mig særligt meget med. Et helt år med fordybelse, det bliver fedt.”

Med hastige skridt nærmere dagen sig, hvor Alma skal starte på Viby Efterskole.

”Jeg har det sådan lidt op og ned med det. Det bliver svært, at jeg skal langt væk hjemmefra. Selvom Fyn er nogenlunde tæt på, skal jeg væk fra alt det velkendte. Det kan jeg godt mærke kommer tæt på. Selvom det også er det, som jeg ser frem til. Der er en masse blandede følelser på bordet, men jeg glæder mig mest,” fortæller Alma.

 

Alma starter på Viby Efterskole sammen med 111 andre elever.

Comments

  1. Jeg kender Alma og ved hun allerede er en habil sanger, men det er hun for beskeden til at nævne, jeg glæder mig til at følge hende

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.