Vibys ansigter – Christina Dafnopulu Hansen

i Vibys ansigter af René Holm HansenLæg en kommentar

Under det Ny Teater befinder ’Restaurant Teaterkælderen’ sig. 20-årige Christina Dafnopulu Hansen binder det hvide forklæde omkring livet. Teaterånden svæver rundt i rummet. Lidt ligesom den gjorde, da hun gik på Viby Efterskole. Om lidt skal Christina agere tjener. Syngende tjener.

Af Emma Rudbeck

Da Christina Dafnopulu Hansen gik i 6. klasse, fandt hun ud af, at hun ville på efterskole. Efter et par googlesøgninger på ’efterskole og musical’ var den sag afgjort. Hun var blevet vild med Viby Efterskole. Tre år senere blev hun en del af årgang 2013/2014. Sidenhen har musikken haft indflydelse på Christina på flere forskellige faconer.

”Sangen og musikken fylder stadig det meste af min hverdag: I mit arbejde som tjener underholder jeg med evergreens under middag, er indskrevet på Musikalsk Grundkursus på saxofon og spiller i to bands. I sommer var jeg med Copenhagen Showband på turné i Italien og Tyskland, så musikken bringer mig vidt omkring,” fortæller Christina.

Det er ikke kun saxofonen, som har fyldt meget for hende. Christina har også spillet med i Eventyrteateret, har gået til dans, spiller flere instrumenter og er kirkesanger.

Hvordan var det at gå på Viby Efterskole?

”Det var rigtig godt! Det blev jeg især mindet om, da jeg for nylig var til 5-års jubilæum. Jeg kom til at tænke på aftnerne, hvor Jesper spillede ’Leaving on a Jet Plane” til aftensamling, og hvor glade efterskoleelever ofte er. Sådan helt lallede lykkelige over efterskolelivet, men sådan havde jeg det også. Det var bare et godt år.”

Hvad har et efterskoleår lært dig?

”Jeg har altid været meget fremme i skoene, men på Viby lærte jeg at ånde i det. Det år har givet mig en ro til at leve mere i nuet. Jeg havde en kæreste fra før, vi startede på efterskolen og igennem hele året, så jeg var rigtig meget hjemme hos ham. Både fysisk men også mentalt. Så jeg har om man vil det eller ej misset en masse. Derfor har det også været endnu vigtigere for mig efterfølgende at leve og være i nuet, så man ikke hele tiden er et andet sted i sine tanker of følelser. Så for mig var det også på dén måde en stor personlig udvikling, jeg var igennem det år.”

Hvad ville du ønske, at du kunne fortælle efterskoleudgaven af dig selv?
”At jeg skulle slappe lidt af. Jeg var som sagt godt fremme i skoene, og det kunne godt til tider være lidt af en barriere for mig. Så jeg ville gerne have fortalt mig selv, at jeg skulle være mere tilstedeværende, fordi jeg dengang havde og stadig har hele livet foran mig.”

Netop det med at være og leve i nuet har Christina taget til sig. Derfor har hun taget et års orlov fra MGK, så hun i stedet får dyrket et sabbatår til fulde.

”Jeg har skåret en del ned for musikken i forhold til, hvor mange bands jeg spiller i. Sidste år spillede jeg i fem forskellige bands, så jeg var til noget fast hver aften. Det var vildt. Nu skal jeg i stedet fokusere på, at jeg bliver bedre på min saxofon, så jeg kan tage musikken til det næste niveau,” fortæller Christina.

Christina starter på Musikalsk Grundkursus i København igen i sommeren 2019.

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.