Vibys ansigter – Frida Line Jørgensen

i Vibys ansigter af René Holm HansenLæg en kommentar

Året på Viby Efterskole er godt i gang. På værelse 17 bor fynske Frida Line Jørgensen. Hendes mave slår nervøse kolbøtter. Det er sværere at gå på efterskole, end hun troede. Frida er ikke ked af det hele tiden, men ofte. Alligevel stopper hun ikke på efterskolen.

Af Emma Rudbeck

17-årige Frida Line Jørgensen er en atypisk elev på Viby Efterskole, mener hun selv. Hun har altid været mere til det boglige end det kreative. Derfor skulle efterskoleåret fungere som et år fri, inden hun skulle på gymnasiet. Men efterskolen blev en hård udfordring.

”Det var svært at starte, fordi jeg havde fået et perfekt billede af, hvordan det var at gå på efterskole. Sådan var det slet ikke for mig. Jeg var så usikker, at det var en overvindelse at opsøge andre mennesker. Jeg var bange for at blive afvist og savnede mine vante rammer hjemme hos familien meget,” fortæller en eftertænksom Frida.

På trods af en svær start, blev efterskoleåret alligevel helt specielt.

Hvorfor ville du gerne på Viby Efterskole?

”Jeg så musicalen ’Legally Blonde’ på efterskolen i 2016. Derefter tænkte jeg, at det kunne være fedt at prøve noget helt andet inden gymnasiet. Jeg har aldrig gået til musik, dans eller teater, så jeg er på begynderholdene. Det er sjovt at fokusere på noget andet end det boglige.”

 Hvordan har det været at gå på efterskole?

”I starten havde jeg hjemve og var meget hjemme. Mine forældre og kontaktlærer spurgte, om jeg ville stoppe. Det overvejede jeg aldrig. Inde i mit hoved skulle jeg nok blive glad for efterskolen på et tidspunkt. Men det tog tid. Det var først i februar, jeg blev virkelig glad for det. I musicalperioden skulle vi være på skolen i en måned, hvor vi ikke måtte tage hjem. Det hjalp mig med at finde min plads. Så blev jeg til gengæld også sindssygt glad for at være der.”

Hvad har efterskoleåret lært dig?

”Jeg har lært rigtig meget om mig selv. Især noget om egne grænser, om hvad jeg synes, der er fedt, og hvornår jeg skal trække stikket. Men jeg har også lært at være mere åben og have en større forståelse for mine medmennesker.”

 Fridas faste overbevisning, om at efterskolelivet alligevel var hende, holdt stik. Nu kan hun se tilbage på et år, der lykkedes selv med hjemve som følgesvend.

”Jeg blev ikke den efterskoleelev, der kun kom hjem en gang om måneden. Men nu er jeg gladere end nogensinde for, jeg ikke stoppede. Selvom starten var hård, var det det hele værd. Det har været et fantastisk år, hvor jeg er blevet udfordret. På godt og på ondt. Nu er jeg bare ked af, at vi er stoppet. Jeg prøver at huske mig selv på, at selvom vi ikke er fysisk sammen mere, så er vores fællesskab stadig intakt.”

Efter sommerferien skal Frida på HHX i Odense. Men først skal hun være sammen med vennerne på efterskolen.

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.