Vibys ansigter – Julie Edsberg Hansen

i Vibys ansigter af René Holm HansenLæg en kommentar

Rollelisten til årets musical på Viby Efterskole bliver delt ud. Julie Edsberg Hansen lader blikket glide ned over A4-arket. Dér. Hun dobbelttjekker. Trækker fingeren ud fra sit navn. Sus. Øjne søger hendes blik. Flere smiler følger. Julie skal spille hovedrollen i ’Den Eneste Ene’.

Af Emma Rudbeck

Januarkulden har lagt sig tungt over Viby Efterskole. Men indenfor galoperer glohed kærlighed i jagten på den eneste ene, som også er navnet på årets musical. På scenen gør 17-årige Julie Edsberg Hansen antræk til at levere en af musicalens kendte punchlines. Efter ni års teatertræning i hjembyen Bogense, siger hun med stor selvsikkerhed; ’Bare ærgerligt, Sonnyboy’. Julie spiller hovedrollen Sus.

”Jeg havde slet ikke regnet med, at jeg fik en af hovedrollerne, da der er mange dygtige mennesker på skolen. Jeg blev så glad for at skulle spille Sus, men jeg ville ikke prøve at gøre Sidse Babett Knudsen kunsten efter. Jeg skulle gøre hende til min egen. Sus er sådan lidt tvistet, rå i kanten og virkelig en hormonbombe pga. hendes graviditet. Det var lidt en udfordring, når jeg er 17 år. Jeg har jo aldrig prøvet at være gravid før,” griner Julie.

Det at spille hovedrollen i Viby Efterskoles musical har fyret endnu mere op for Julies drømme om en dag at blive professionel skuespiller.

Hvordan har det været at gå på Viby efterskole?
”Det har været en rutsjebane uden lige. Det har været hårdt til tider. Specielt i starten. Jeg skulle vænne mig til, at der hele tiden var mennesker omkring mig. Men det ændrede sig hurtigt, så jeg endte med ikke at være hjemme særlig tit. Nu ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal vænne mig af med ikke at være sammen med mennesker hele tiden. Det har bare været en oplevelse for livet.”

Hvad efterskoleåret lært dig?
”Jeg hviler mere i mig selv, som har gjort, at jeg har fået en holdning til mange flere ting. Grunden til det er nok, at jeg har mødt så mange forskellige mennesker og dermed fået et større kendskab til livet i et bredere perspektiv. Derudover har jeg fået lov til at udforske teaterverdenen endnu mere, da jeg har haft fem timers undervisning om ugen. Ved siden af har jeg haft solosang, dans og musik. Det tror jeg har rustet mig endnu mere til at blive den skuespiller, jeg gerne vil være.”

Hvorfor skal andre vælge Viby Efterskole?

”Selvfølgelig skal man gøre det for at opleve efterskolestemningen og sammenholdet. Men jeg synes også, at man skal gøre det, hvis man går op i teater. Der er en fælles forståelse omkring passionen, som jeg ikke har oplevet før. Det er så motiverende, at alle har samme drivkraft.”

Efterskoleåret er slut. Julie er godt i gang med sommerferien, hvor hun prøver vænne sig til igen at være hjemme. Inden længe starter Julie på HF Flow i Odense, hvor hun skal gå på teaterlinjen.

”Jeg er meget ivrig og ambitiøs omkring mit skuespil. Derfor giver det mest mening for mig, at jeg allerede i forbindelse med min gymnasieuddannelse får teater på skemaet. Jeg ved ikke, hvilken retning det skal være endnu inden for skuespil, men jeg ved, at det er det, jeg bliver nødt til at lave resten af mit liv. Det gør mig så glad og tilpas,” fortæller Julie.

Om det bliver film, TV eller de skrå brædder, som man skal se Julie på, er ikke til at vide. Men hun er fast besluttet på, at skuespiller skal hun nok blive.

 

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.