Vibys ansigter – Mia Helene Højgaard

i Vibys ansigter af René Holm HansenLæg en kommentar

Da Mia Helene Højgaard startede på Viby Efterskole, begyndte hun også at spille den rebelske lillesøster Ane i den folkekære Tv2-serie ’Badehotellet’. Det er fem år siden. Både Mia og Ane har været igennem en udvikling fra små piger til unge kvinder.

Af Emma Rudbeck

Mange tanker suser rundt i 21-årige Mia Helene Højgaards hoved om, hvordan hun skal tackle sin rolle i ’Badehotellet’. Fordi hvordan kigger man moderkærligt på et barn, når man ikke selv er mor. Det er sådan Mias arbejdsopgaver ser ud nu, hvor hun er i gang med at indspille sjette sæson af ’Badehotellet’.

”Meget har ændret sig, siden at jeg startede på Viby Efterskole og ’Badehotellet’ i 2013. Både for mig og for min rolle som Ane. Vi har fulgtes ad i mange år nu og er blevet voksne sammen. Ane lidt mere end mig, da hun er blevet mor. Jeg selv har fået en større tiltro til, hvad jeg kan. Jeg husker tydeligt min første optagedag, hvor jeg mødte Bodil Jørgensen, som jeg var stor nok til at have set i mange film. Der tænkte jeg, at det var så stort, og det er det stadig. Jeg suger alt det til mig, mine kollegaer siger og viser. Det er en kæmpe ære at få lov til at arbejde sammen med så dygtige mennesker,” fortæller Mia efterfulgt af et ydmygt grin.

Det er erfaringer, som Mia vil bruge i jagten på at få sine fremtidsforhåbninger opfyldt.

Hvorfor ville du på Viby Efterskole?
”Jeg gik på Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense, hvor jeg spillede med i en masse forestillinger på Odense Teater og dansede hver dag. På det tidspunkt underviste Jesper Madsen, som også var og er lærer på Viby, i musik på Balletskolen. Det var fra ham, at jeg fik inspiration til at besøge skolen. Derefter var jeg solgt. Det var bare lige der, hvor jeg hørte til.”

Hvad har et efterskoleår gjort for dig?
”Jeg var på mange måder bagud i forhold til alle andre, da det først var på efterskolen, jeg gik i puberteten. Derfor brugte jeg meget tid på at falde til i min ’nye’ krop, som var under forandring fra lille pige til kvinde. På Balletskolen var jeg vant til, at vi alle sammen skulle se ens ud, og vi blev målt i forhold til hinanden. Jeg var meget opmærksom på min krop og mig selv. På Viby Efterskole var tilgangen helt anderledes, da de tog stilling til den enkelte og så, hvad vi hver især kunne. Det gav mig plads til at finde ud af, hvem jeg var som person og ung kvinde.”

Hvad betyder efterskolen for dig i dag?
”Viby er lige med veninder for livet. Mine efterskolevenskaber er anderledes end andre, da vi har boet sammen og har set hinanden i så mange forskellige situationer. Det kan godt være, at der går lang tid mellem, at vi ses, men vi falder altid tilbage til samme dejlige stemning. Det ene år har gjort, at det føles som om, vi har kendt i hinanden for evigt.”

Med allerede mange timers teatererfaring på CV’et fra både ’Badehotellet’ og spillefilmen ’Kapgang’ banker Mias hjerte for en dag at kunne gøre det til en levevej.

”Jeg drømmer om, at jeg bliver ved med at dygtiggøre mig. Derfor vil jeg gerne læse hos en skuespiller og gå på en teaterhøjskole, hvor jeg kan få mere erfaring. Det kan forhåbentligt få mig igennem nåleøjet til en af teaterskolerne, så jeg kan få opfyldt min drøm om at leve af skuespillet,” fortæller Mia om fremtidsforhåbningerne.

Fra den 24. oktober kan du opleve Mia i musicalen ’Carrie’ i Odense.

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.