Vibys ansigter – Roberta Korse

i Vibys ansigter af René Holm HansenLæg en kommentar

På Viby Efterskole er dans, drama og duetter vigtige ingredienser i en kreativ hverdag. Men efterskolens måske vigtigste funktion er at agere mangfoldighedens mødested, hvor nye venskaber og et helt unikt sammenhold kan vokse. Det har 17-årige Roberta Korse oplevet vigtigheden af.

Af Emma Rudbeck

Roberta Korse er en helt almindelig københavnsk teenagepige. Men folkeskolen var hård for hende, hvor mobning og følelsen af ikke at høre til var dagligdag. Derfor ville hun på efterskole, når hun kan komme til det.

”I 7. klasse flyttede jeg skole, fordi jeg blev mobbet og ikke havde særligt mange venner. Det var hårdt. Det var også en af grundene til, at jeg startede på Viby Efterskole. Her kunne jeg starte på en frisk, hvor ingen kendte mig eller min tidligere historie. Det var meget befriende for mig,” fortæller Roberta.

Som Roberta håbede, fulgte der en masse nye venner med, da hun startede på Viby Efterskole.

Hvordan er det at gå på Viby?

”Det er så fedt! Jeg har fået nogle rigtig gode venner. Også typer, som jeg aldrig havde troet skulle blive en del af min vennekreds. For eksempel den ’type’ som mobbede mig i folkeskolen. Det har været noget af en øjenåbner for mig.”

Hvad er det bedste ved at gå på efterskole?

”Fællesskabet. Man kan være sammen med nye mennesker hver dag og lære dem at kende. Man får muligheden for at møde mange forskellige mennesker og få indsigt i deres måde at være på. Det kan være dine roomies, en fra din klasse, en anden fra teaterholdet og en helt tredje fra kontaktgruppen. Det elsker jeg virkelig ved efterskolen.”

Hvad er udfordrende ved at gå på efterskole?

”Det er, når jeg nogle gange føler mig alene, fordi man er i noget helt nyt. Hvis der nu lige er en weekend, hvor alle dem, man hænger ud med, ikke er der. Det kan godt være lidt svært. Men samtidig giver det igen mulighed for, at jeg får snakket med en, som jeg ikke har snakket med før. På den måde får man virkelig udvidet sin horisont og vennekreds ved at gå på efterskole.”

I fem måneder har Roberta gået på Viby Efterskole. Når hun gør status, er Roberta ikke i tvivl om, hvad hun mener om valget af Viby Efterskole.

”Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Virkelig. Nogle gange har man bare brug for en ny start, hvor folk ikke er forudindtaget omkring en. Det har min efterskolestart givet mig. Her kan jeg være helt mig selv,” fortæller Roberta.

Netop nu er Roberta i gang med prøverne på musicalen ’Fame’, som snart skal spilles på Viby Efterskole.

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.