Vores lys brænder smukkest sammen

i Livet på Viby af René Holm HansenLæg en kommentar

Af  Sofie Lauritsen, 10. kl.

Jeg har oplevet et par stykker af dem nu. De kommer både uventet og helt planlagte. Varmen, der fordeles i kroppen, når de kommer, er helt ubeskrivelig. Det føles, som hvis man bliver fyldt med lys. Et lys der brænder indefra. Et lys som kun bliver tændt i specielle øjeblikke. Øjeblikke hvor en lille tåre godt kan finde på at løbe fra øjet, og hvor mange kroppe bliver en.

På Viby kommer der nogle gange de her helt specielle øjeblikke, hvor man virkelig føler sig en del af et fællesskab. En del af noget større. Noget jeg med sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg ikke ville give væk for noget som helst.
En af de første gange mit lys brændte, var da vi gik vores fakkeloptog. Ideen er at vi allesammen går med en fakkel rundt om skolen i stilhed. Det kan godt være meget svært når man ikke kender hinanden. Men vi gjorde det! Til sidst stod vi alle i en cirkel rundt om alle vores fakler, der var blevet samlet til et stort bål. Vi stod alle sammen og kiggede ind i den brændende ild. Jeg blev varm i kinderne, men det var ikke på grund af flammerne. Det var alle de mennesker, jeg var omringet af. Vi stod i en cirkel, som aldrig vil brydes. Det er en cirkel, som binder alle vores lys sammen. Det er når den cirkel bliver dannet, at alle vores lys brænder. Hvis bare et lys ikke brænder, vil de andre heller ikke brænde stærkt nok til at give varme i kinderne.

Der er noget specielt ved at samles om lys. Det oplevede jeg i introugen, hvor vi alle var samlet om et bål. Vi sang sammen og vores lys brændte så smukt. Mine kinder blev ikke varme, men mit smil har aldrig været større. Det var på en gang så trygt og alligevel så nyt, så anderledes, men mest af alt, magisk. Der er, om vi vil det eller ej, altså noget magisk ved kombinationen af ild, sang, fællesskab og en mørke, der stille og roligt sænker sig mens over 100 mennesker synger “I see fire”.

Jeg oplever ofte at mit lys bluser lidt op, men det er først, når jeg kan mærke alle de andre lys brænde, at jeg ved, at det er et af de her magiske øjeblikke. Det her var bare et øjeblik, der havde fået alle vores lys til at brænde. Vi har allerede oplevet, at når alles lys brænder, er der intet, som kan stoppe os. Vores lys gør os stærkere end sten, når det er nødvendigt, blødere end silke, når sten ikke er løsning, og så giver vores lys en tryghed. En tryghed som selvfølgelig stadig er i gang med at blive bygget. Vi er i gang med at bygge læ til vores lys i håbet om, at det aldrig vil gå ud. I håbet om, at når vi om mange år ses igen, så vil vores lys brænde lige så klart, som de gør lige nu i vores magiske øjeblikke.

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.