128 Flammer – 1 Bål

i Elevernes ord, Livet på Viby by René Holm Hansen1 Comment

Af Kristine Hede Burkal 10.kl., 19/20

Det er en kølig sensommeraften, midt i august, og der står en flok spændte elever ude foran Viby Efterskole. De kigger lidt på hinanden, der bliver udvekslet nogle smil, men ingen siger et ord. Det eneste man hører, er lyden af stille skridt, og vinden der blæser. Et par stykker hostede måske, men ellers intet. Himlen er mørkeblå, ikke så mørk, at man ville kunne skue stjernerne, men dog heller ikke ligefrem dagslys. Der kommer nogle lærere ud med fakler, som lige så stille bliver delt ud mellem eleverne, og derefter tændt, mens eleverne begynder at stille sig op på en lang række. De begynder at gå i mørket, kun oplyst af deres fakler, tæt knyttet i hånden. Der er endnu stilhed, men nu kan lyden af 128 nybagte Viby-elever, der er ved at gå igennem det årlige ritual, høres. Dette er Fakkeloptoget.

Jeg var blot en af dem på den lange række af flammer, med min egen fakkel i hånden. Vi gik alle igennem det samme, og alligevel var oplevelsen helt forskellig fra person til person. Men synet af ildens kontrast til den mørkeblå himmel, og duften af røgen på vej derop, var det samme for alle, og, efter hvad jeg har hørt, mente alle også, at det var en smuk ceremoni.

Vi går den lange vej, rundt om skolen, og når til slut bålstedet, hvor vi kaster vores fakler ind, og danner et bål, som er resultatet af det korte øjeblik. Det varede kun et par minutter, men det rørte os, på en måde som synes umulig. Hvordan ville jeg nogensinde kunne glemme mit ansigt, der langsomt blev varmet kraftigt op af ilden? Hvordan ville jeg nogensinde kunne glemme de andres våde øjne omkring mig? Og hvordan ville jeg nogensinde kunne glemme mine egne tårer, der turde trænge sig på? Vi stirrede ind i flammerne og så dem vokse sig større sammen, som et nyt sammenhold dannet af os.

Smukt, ikke sandt? Jeg gik, sammen med de andre, og jeg kiggede på min egen fakkel, og jeg tænkte over, hvordan i alverden, vi alle endte her sammen. 128 elever. 128 liv. 128 historier. Der er en minimal chance for, at vi alle endte her, men se os nu. Det er helt utroligt, og jeg har stadig lidt svært ved at tro på det. Ikke kun her på Viby, men alle de personer du har lært at kende over årene, har du mødt ved en tilfældighed. Hvad end det er en klassekammerat, en fra en fritidsaktivitet, eller om det bare er en, du hilste på i Netto – det hele skete ved en tilfældighed, og det er det, der har skabt os og gjort os til dem, vi er i dag.

Denne tanke sammenlignede jeg med fakkeloptoget. Vi er alle gået en lang vej med vores flammer – vores liv, hvorefter vi samles i vores store bål, som vi kalder Viby. Vores flammer, i sig selv, er måske kun nok til at lyse en sen aften op, eller til at bringe lidt varme, men når vi slår os sammen og bliver til et bål, forenet af vores flammer, kan vi meget mere, end hvad vi kan alene, og vi bliver stærke i kraft af hinanden. Vi er kun noget i kraft af andre.

Jeg sidder nu, lidt over to måneder efter optoget, og finpudser denne tekst. Det er en lørdag aften, og jeg har en kop te på min ene side og et manuskript til et teaterstykke på min anden. Jeg sidder her og tænker tilbage på det, vi har nået indtil videre, og hvor meget af året der er tilbage, og jeg mærker, at jeg får en ubeskrivelig følelse af lykke. Fakkeloptoget var kun en af flere oplevelser, men det var en af de mest betydningsfulde, og en der gav mig et stærkt indtryk af, hvad jeg kunne forvente af dette år.

Viby er ikke bare et sted eller en skole. Det er ikke værelserne, sangbøgerne, eller vores skemaer. Viby er ånden og foreningen af os Viby-elever, gamle eller nye. Det er lærerne, det er smilene, det er de tusinde flammer, der skinner om kap med stjernerne over os, imens vi synger Skønhed er en lille blomst.

Vi er Viby-ånden. Vi er flammerne, der lyser natten op, og vi er sammen det strålende bål, der varmer os om natten og brænder i stærke nuancer. Vi er stærkere sammen, end vi er alene. Viby gav mig en følelse af styrke og mod til at prøve mere, end hvad jeg troede, jeg kunne før.

Så tag chancen, grib din fakkel, og UDFORDR LIVET.

Velkommen til efterskolen. Og, hold kæft, det bliver noget af et år.

 

Comments

  1. Kære Kristine.
    Fint arbejde! God formulering med en fin syntaks. Din tekst er livsbekræftende med en klar allegorisk og eksistentiel linie.
    Mange kærlige hilsner
    din “kongelige pap-bedstefar”

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.