Annie: Emmer af smittende optimisme og ukuelighed

In Livet på Viby by Mads Molina1 Comment

Viby Efterskole har endnu engang kastet sig frygtløst over en musical-gigant og ’viby-ficeret’ den. Forestillingen emmer ikke kun i indhold men også i form af optimisme og ukuelighed. Jeg var med, da de mange efterskoleelever endelig skulle opleve det, de gør det hele for: At spille for publikum.

Alt virker slidt og rodet af gennemøvning, men alligevel udspændt og klar til ’stormen’, der venter, og som alle i en måneds tid har ventet på.

Eller – de har faktisk slet ikke ventet, de har knoklet.

Knoklet med den rigtige frasering, med at træde frem på det rigtige ben i den rigtige koreografi, med at få en ellers kedelig gymnastiksal til at ligne 1930’ernes New York, med at sige de rigtige ord på det rigtige tidspunkt, med at sy, at skrive, puste, bukke, redigere – jeg kunne blive ved.

Mens jeg langsomt bevæger mig rundt på skolen, der om et par timer tager imod over 300 elever fra nærliggende fri- og efterskoler, begynder alle forberedelserne til noget, der senere skal vise sig at være et brag af en Broadway-kopi.

Som små tandhjul, der langsomt sætter gang i ét stort maskineri: Den tykke dunst af hårlak. Elever, drønende og nynnende i alle retninger. Scenen, der støvsuges og vaskes. Avisen, der placeres på det første bord, så den senere, når det hele spiller, er nem at finde.

Jeg møder de tre, der skal starte hele forestillingen med sang.

”God opvarmning er altafgørende, men det kan selvfølgelig stadig være angstprovokerende,” siger én af dem.

Særligt angstprovokerende, når det i dag er det første gang, at publikumstribunerne bliver fyldt – med grin, forbløffelse, gråd og klapsalver.

Alt det, der fuldender en musical-forestilling og giver de mange efterskole-elever – både på og bag scenen – det dér sidste kick af energi: ”Wauw, det er derfor vi laver det her!”

Af den grund summer forberedelserne også på en ny måde – som var maskinens tandhjul spændt på ny og nu sætte gang i dét lyntog, der skal drøne mod premieren.

”Nu er tiden kommet! Det, vi alle har ventet på – publikum,” siger instruktøren, Carsten Kiørbye Bertelsen, da alle er samlet til fælles opvarmning. En opvarmning, der giver alle en kold spand vand i hovedet og en summende varme i samtlige led.

Der er en halv time til de første store klapsalver.

Universel fortælling om håb

“Annie kunne I musicalen blive en metaforisk figur, der stod for medfødt anstændighed, mod og optimisme i mødet med hårde tider, pessimisme og fortvivlelse.”

Sådan skrev dramatiker Thomas Meehan i New York Times i 1977, kort før musicalen Annie havde premiere på Broadway. Meehan havde i årene forinden skrevet bogen, som teaterdirektør og lyriker Martin Charnin og komponist Charles Strouse senere skabte en musical omkring.

Musicalen – der fra 1977 til 1983 spillede over 2000 forestillinger, lagde Broadway ned og vandt syv Tonys – har egentlig et ret banalt budskab; at der også er en dag i morgen, hvor solen står op, og at pessimisme kun kan løses med optimisme.

Men når denne håbefuldhed portrætteres i 1930’ernes New York, midt i Den Store Depression, hvor slumkvarterer, ny-fattige og armod fyldte, og med en lille, rødhåret forældreløs pige, der alene i spotlightets projektil ukueligt synger håbet ud i hovedet på publikum, virker den langt fra banal – den virker modsat almengyldig for alle aldre.

Da Thomas Meehan i start 70-erne skrev Annie, havde verden også brug for det lysende håb i en rød cardigan: Med Den Kolde Krig på sit højdepunkt og med amerikanernes upopulære krig i Vietnam. Historien havde gentaget sig selv, og Meehan tænkte, at han med 1930’ernes armod kunne symbolisere 1970’ernes.

Annies ukuelig drøm om at finde sine forældre er i musicalen hendes personlige ledestjerne og hele fortællingens motor – men den symboliserer også, hvad et samfund i armod kan have brug for.

Annie taler godt ind i vores tid,” fortæller instruktøren, Carsten Kiørbye Bertelsen.

 ’I morgen er kun en dag herfra,’ synger Annie – noget, der rimer på, at glæden altid venter lige om hjørnet, og at vi skal tro på den!

 Åh nej, men det er faktisk rigtig sjovt

”Lad os vise, at vi kan det her shit,” når koreograf Simone Svane at råbe ud til de mange elever, der netop er blevet færdige med opvarmning, og nu drøner ud på alle deres startpositioner, klar til at spille, danse og fortælle det positive budskab.

Gennem den cirka 2,5 timers forestilling, tænker jeg tit på, at den ikke kun i indhold emmer af troen på håbet og hyldest af ukueligheden. Også i formen og leveringen – i hver enkel efterskole-elev, der får lov at skabe en stor, professionel forestilling – fylder håb og ukuelighed.

Foran et bord fyldt med microports mikrofoner, der løbende skal klistres af og på de forskellige skuespillere, møder jeg et par stykker, der i Annie har arbejdet med lys og lyd.

”I starten tænkte jeg: ’Åh nej,’ men det er faktisk rigtig sjovt,” siger en, mens en anden tager over: ”Det er hårdt, men også meget hyggeligt.”

Dét er egentlig den generelle følelse, når jeg spørger omkring.

Hårdt, men hyggeligt. Professionelt, men legende.

Forestillingen er symbolet på det: Den gamle Broadway-klassiker er ’viby-ficeret’, men på ren spillelyst, energi og power, stråler den. Og særligt når orkesteret svinger, og scenen fyldes af et hav af børnehjems-piger, der i takt hamrer deres gulvspande i gulvet, virker vi ikke så langt fra Broadway.

Det virker ganske enkelt til, at alle har det sjovt på den scene – og det smitter!

Efter forestillingen samles de mange trætte elever. Ja ja, der var da fejl og mangler, men en fremragende premiere kræver en mindre god forpremiere, forklarer Carsten Kiørbye Bertelsen.

”Gi’ jer selv en stor hånd,” siger han, inden gode råd om at hvile stemmen og praktiske sengeregler tager over.

Fra næsten tre timers musical til efterskole-hverdag på et par minutter.

Du kan ikke nå det i denne omgang, for de mange elever er sendt på velfortjent vinterferie. Men om et års tid behøver du blot at køre til Nr. Aaby, hvis du vil se en forestilling, der sprudler af professionalisme og vigtigst af alt; af håb, ukuelighed og spillelyst.

Det er jeg – uden at kende næste års forestilling – ret sikker på.

Det er ikke kun et livssyn og en tankegang, som vores samfund i pressede tider, kan have brug for. Også det enkelte menneske kan have brug for et skud håb og ukuelighed.

Og da jeg den aften forlader Viby Efterskole nynner jeg melodierne og får lyst til at spille teater igen – de 300 unge publikummer ville måske have følt håbet på en anden måde.

At kunne vække netop dét i publikum er – forpremiere fejl eller ej – en succes alene.

Comments

  1. Super godt skrevet, og fuldstændigt som jeg selv oplevede det, begge de gange jeg kørte til Viby og så Annie. Et brag af en fest på ekstremt højt niveau med de mest talentfulde mennesker. Jeg er stadig helt blæst bagover – og jeg nynner fortsat melodierne fra musical’en. Tak til Viby Efterskole og det helt fantastiske team af voksne og unge.

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.