Livet er ikke en dans på roser… siger de voksne – og gør som de plejer. Men livet er en dans! Det handler jo om at tage en chance og et power-move, når man har mulighed for det. Og det har du. Vær hip, hop og spring ud i efterskolelivet; det er dig, der slår tonen an!
Viby Efterskole er kreativt kosmos. Et virvar af venskaber, lyse sommernætter, drama-queens og debutanter. Gloser og grammatik, evnen til at regne den ud og lyden af levet liv. Og ja, der er flere, som har ”fundet melodien”… som din far nok ville sige det, uden helt at forstå, hvor fedt det føles, når det hele bare spiller.
Og det ER sådan, sød musik opstår. Det er dragende og dramatisk; det er alt det liv, der sitrer i kroppen. Det er guitar med gutterne og et øvelokale, som altid er åbent. Det er drama helt ude på scenekanten – og du har backstage-pass. Det er dig, der udfordrer, hvem du er – og hvad du kan. Scenen er – også – din.
Vi er både almindelig undervisning og ualmindelige muligheder. Vælger du VibyX-linjen har du fokus på kreativt iværksætteri, På den måde får du mulighed for at styrke dine kompetencer i at regne ud, hvordan man læser mellem linjerne, men vi dyrker også de klassiske dyder og uddanner helt efter bogen.
Viby efterskole er bålhygge og boldspil, digte og dagligdag, faglige udfordringer og fællesskab. Det er det ene år, der får afgørende betydning for alle de andre – men mest for dig! Du bor sammen med dine bedste venner i hyggelige omgivelser – og nærmest alle muligheder er inden for rækkevidde, for vi har udstyret i orden! Lydstudier, instrumenter, scenelys, rekvisitter, dansesal og scene – og lærere, som har prøvet det meste selv og kan forestille sig resten – du skal bare sige til!
Det meste er muligt, når man tør udfordre livet!