Viby X - Viby 10F - Viby 10
Viby X - LIVE LILLEBÆLT
Live Lillebælt er en elevstyret organisation, som er tilknyttet VibyX, og som står bag de arrangementer, eleverne på VibyX skaber. Og det er tanken; at det, du drømmer om, bliver til virkelighed i år.
En af klassens primære opgaver er at drive foreningen; og helst så det kan høres og brede sig langt over broerne. VibyX er prøvefri, og der undervises ikke i de obligatoriske fag som dansk, matematik og engelsk.
LIVE LILLEBÆLT ER DEL AF VIBY X KLASSEN - LÆS MERE HER
Live Lillebælt drives som en professionel (100 procent elevstyret) organisation og har blandt andet skabt: Grundlovsfestival, Stort julemarked, Lokale arrangementer/- samarbejder, Koncerter, tourné og teaterforestillinger.
DE HAR STÅET DER SELV
Man kan ikke vide, hvordan det er. Med mindre, man selv har prøvet det selvfølgelig. Og det har de.
VibyX’s advisory board består af kreative og kunstneriske kompetencer, som med glæde og begejstring bidrager til din kreative faglighed. Der findes mange gode idéer, men på VibyX skal vi finde de bedste. Vi skal udvikle fagligheden og forudsætningerne for at lykkedes. Du skal kunne argumentere, etablere og afvikle idéerne. Forstå de økonomiske og politiske perspektiver – og føle dig i trygge hænder undervejs.
Du skal turde springe ud i det; og du skal vide, hvordan du landet bedst. Det tilknyttede advisory board rådgiver og sparrer med eleverne i Live Lillebælt. Advisory boardet består af fagprofessionelle, som alle repræsenterer masser af erfaring inden for deres felt – og de tager Live Lillebælt, og eleverne, alvorligt.
Thomas Hartmann… er sjovt nok en ret alvorlig mand, når det kommer til talentudvikling. Han ved, hvad det vil sige at stå på mål for stoffet. Han har arbejdet med stand-up comedy i mange konstellationer, så han ved, hvordan det føles at få applaus, men også hvad det vil sige at give den videre. Thomas er verdens bedste sparringspartner, når det handler om fordybelse og formidling.
Steffen Brandt… har for længst fundet melodien, og nu deler han. Han er en succes; spørg din mor og far – de kender ALLE hans sange, og der findes dem, der siger, at han er soundtracket til Danmark. Steffen har stået foran det publikum, som mange drømmer om, så han ved, hvad det kræver at nå helt op på de store scener. Han er den, der siger, at du ikke skal gå efter drømmen; du skal løbe!
Camilla Bendix… kan godt være lidt teatralsk. Heldigvis – for det er hendes job. Hun er skuespiller og opsat på at dele sine erfaringer med en generation, hun har stor tiltro til. Det er de unge, der skal på banen for at være med til at skabe kunst, der vækker vores virkelighed. Camilla Bendix er et kærligt puf i ryggen og en opmuntring til at være alt det, du kan forestille dig.
Mathilde Falch… er sangerinde, sangskriver og engageret. Hun ved, hvad det vil sige at leve livet – også når man skal kæmpe lidt for sagen. Hun gør sig umage med musik og mennesker, og hun har udgivet fire – anmelderroste og publikumselskede – albums. Selv. Hun er fuld af power og omsorg – og så ved hun, hvordan man fortæller en god musik, så den lyder af noget.
Jeppe Søe… siger til og fra. Han er journalist og kommunikationsrådgiver, så han evner at se sagen fra flere vinkler – også den, du skal finde frem til, hvis du vil have omverdenen til at lytte. Og det vil du jo. Jeppe er god til at markedsføre talentet – og i selskab med ham bliver du bedre til at vælge dine ord med omhu.
Ulla Sørensen… forstår og formår at bakke de gode initiativer op politisk. Hun er viceborgmester og arbejder for at få områdets muligheder og mennesker forenet på en måde, så alting har de bedste vækstvilkår. Hun ved fra sit daglige arbejde, at der sommetider er ulideligt langt fra tanke til handling – og det er virkeligheden, men den gode nyhed er, at du selv kan være med til at præge omverdenen. Hun kan vise dig hvordan.
Trine Jepsen… har en fortid som sangerinde, men er i dag direktør for Schackenborg Fonden, og hun bidrager med rådgivning og arbejdsiver i forhold til processen, som på den lange bane skal balancere et sted midt imellem det dristige, det driftige og det dedikerede. Hun ved, hvad det vil sige at brænde for noget. I deler den passion.
Mikkel Dragmose-Hansen… er medlem af Viby Efterskoles bestyrelse og byrådet i Middelfart, så han ved noget om alt det, man kan i fællesskab. En solokunstner fortjener sin applaus – men det er klogt at dele den med alle dem, der var med til at skabe din mulighed. Det vil han sige til det. Og han vil have ret.
Martin Nørholm Baltser… er administrerende direktør i Middelfart Sparekasse og erfaren bestyrelsesformand. Han ved, hvordan man får pengene til at passe - og har stor erfaring med at vurdere projekter, der kræver økonomi udefra. Ved at lytte til Martin får du viden om, hvad der skal til for at få en sponsor eller få en bank med på ideen. Derudover har Martin lyttet til rigtigt mange ideer i årenes løb, så han kan sparre på højt niveau.
Signe Sønderholm… Signe er tidligere VibyX elev og arbejder nu med projektledelse og kulturelt iværksætteri i praksis. Signe går idag på gymnasiet og dansk talent akademi i Holstebro. Hun arbejder til hverdag med projektledelse i diverse projekter rundt i midt-og Vestjylland gennem event organisationen Show Up.

