Et blink

In Livet på Viby by René Holm HansenSend en kommentar

Af Freja Hansen, 19/20

Et blink, så var det hele væk. Væk fra min nutid og hører nu min fortid til. Man skal lære et nyt sprog, hvor datid er bøjningsformen. “Jeg bor på vest oppe” er blevet til “jeg boede på vest oppe”, “jeg plejer at bruge meget tid i dansesalen” er nu “jeg brugte meget tid i dansesalen”, men den der gør mest ondt, “jeg går på Viby Efterskole” hedder nu “jeg gik på Viby Efterskole”. Jeg vælger, næsten principielt stadig at omtale Viby med det trygge sprog. Nutiden. For ellers føler jeg mig næsten hjemløs, selvom jeg sidder i det hjem, jeg kommer fra med tom kuffert, der ikke længere skal tage turen til Nørre Åby. Den skal ikke længere tage turen hjem til Nørre Åby. Hjem er her, og hjem er Viby og pludselig er hjem, kun et sted! Man siger “hjem er, hvor dit hjerte er”, men hvis ens hjem og familie nu er 119 forskellige steder i landet? Hvor er hjem så?!

Jeg sidder nu i min sofa og kigger billedbanken igennem. Ser på året, der er gået. I baggrunden kører Viby 19/20 playlisten fra Spotify, som er lavet af en anden elev. Billeder og lyd fra året sat sammen gør det svært at holde tårerne tilbage, men jeg begynder også at grine lidt jo længere jeg kommer tilbage i tiden med billederne. Folk har forandret sig så meget! Både på det ydre og det indre. Tøjstilen er blevet mere eksperimenterende hos nogle, og andres nattøj lever i bedste velgående 24 timer af døgnet. Mange af pigernes make up var ikke længere noget man satte vækkeuret tidligt om morgenen for at ordne, og nogle drenges skægvækst fik lov til at leve. Manges hår er gået fra kort til langt og til kort igen, og så måske også til farvet. For ikke at glemme pandehåret, der for mange blev klippet i nattens mørke. Men også de forandringer, der omhandlede scenen. At gå fra næsten ikke at turde synge med til samlinger, til at synge en sang, der kræver en meget stærk stemme, alene foran alle os andre, dansere laver soloer til åben scene fra alle niveauer og monologer bliver udført af begynder for sjov elever på scenen. Vi blev alle sammen fortrolige med scenen på Viby, men endnu vigtigere med hinanden!

Et efterskoleår er som syv menneskeår i ens udvikling. Vi er alle blevet mere modne, selvom vi nok alle mente, at vi var så godt som voksne, når nu vi flyttede hjemmefra, men med et kig på billederne fra første dag er jeg ihvertfald ikke i tvivl om, at vi er blevet, hvis ikke voksne, så modne som et stort hold. Eller nej… som en stor familie! Jeg vil hverken sige, at Viby føltes som de 10 måneder det varede eller de 7 år i udviklingen. Det har været som en drøm man lige pludselig vågnede fra, da alarmen ringede. Den slags drømme, der føltes som et blink, og så var det hele væk.

Send en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.