Fødderne på nakken, og hovedet først

i Elevernes ordby Viby EfterskoleLæg en kommentar

Af Søren Torpegaard Lund, studerende på Musicalakademiet

I dette øjeblik sidder jeg og tænker over hvad der er sket siden jeg gik på Viby Efterskole. Det føles som usandsynligt længe siden. Når jeg lige regner lidt på det, er det tre år, to måneder, tre uger og seks dage siden at jeg for første gang satte mine fødder på skolens ny renoverede gulve.

Jeg har oplevet så meget siden, og mødt så mange betydningsfulde mennesker, og endnu vigtigere holdt fast i mange af de betydningsfulde venskaber der opstod under mit ophold. Det er et år jeg aldrig vil være foruden, fordi jeg dér lærte at jeg faktisk får mest ud af stort set alt i livet, ved at springe ud i det med fødderne på nakken og hovedet først. Det er et sted hvor man fejler og ikke er bange for det. Og selvom man ligesom alle andre nok stadig er bange for det, hopper man alligevel. Det gjorde jeg da jeg skulle tage mig mod til at starte på Viby første dag, og det har jeg gjort mange gange siden. For hvor fedt er det ikke lige at mærke når ens hårde arbejde bærer frugt, også selvom jeg flere gange har været ved at lave i bukserne af skræk.

Jeg startede på Viby med en sult efter at lære, udforske og udfordre mig selv, og jeg fik på alle måder lov til at gøre det. Med rammerne sat af skolen, lærerne og faciliteterne, var det derfra op til mig hvad jeg ville opnå med den mulighed, som Viby var for mig, og er for alle fremtidige elever. Jeg har lige læst en tekst jeg selv skrev da jeg gik på Viby, hvor jeg skriver ”Man bliver virkelig modig, og man mærker hvordan det er er at arbejde hårdt for at opnå et godt resultat. Du bestemmer selv hvor meget du får ud af undervisningen. Og hvis man giver den gas og bare giver slip får du det bedste år i dit liv, og får udviklingen at se nærmest efter hver time.”

Jeg fik lov til at drømme på Viby, og fordi jeg havde nogle fantastiske lærere der fortalte mig klichéer som ”Hårdt arbejde betaler sig!”, har jeg ved både at lytte til dem og de ord jeg selv skrev dengang for tre år siden, været så heldig at en af de drømme jeg lå og havde – på min efterskolekæreste Claras værelse, V19 – gået i opfyldelse tre år, to måneder, tre uger og seks dage efter. Intet er faldt ned fra himlen. Jeg er næsten hundrede procent sikker på, at det er arbejdshesten i mig, og den ild jeg havde inden i, som på Viby fik lov at brænde sig til et kæmpe bål. Jeg har selv pustet til ilden, og nogle gang brændt fødderne på vejen. Jeg er dog sikker på at de i dommerpanelet på Musicalakademiet ikke kun har set de tekniske færdigheder, jeg lærte på Viby, men også de sår jeg har fået på fødderne, og den brændende ild der blev tændt, og den arbejdshest der hver dag er klar på galop. Så jeg spænder sadlen hver dag, for jeg ved aldrig hvornår mine drømme får lov at gå i opfyldelse.

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.