Hjem kære hjem

In Elevernes ord by Viby EfterskoleSend en kommentar

Af Mathilde Schjelde, 2016/17

På Viby lærte jeg at dele mine talenter med andre. En af de talenter var at skrive og læse op. Den følgende tekst læste jeg op til den sidste åbne scene, dagen før vi stoppede. Jeg græder stadig, når jeg tænker tilbage på slutningen. Det er forfærdeligt, at det måtte slutte, men så igen, man forstår aldrig, hvor meget noget betyder, før det er væk.

Hjem kære hjem

Der,

Hvor hjertet er.

Der, hvor nutiden flyder ud og bliver til altid.

En time følelse som et år,

et minut,

et sekund,

på samme tid.

Tid,

Desværre.

Det løber jo ud.

Det som en engang var fremtid bliver til nutid.

Nutiden bliver til fremtid,

Fremtid til fortid,

Og nutid til fortid.

Hvor koldt skal der være,

Før tiden fryser,

Og vi kan blive her i vores lille lykkelig parallelsamfund.

Lykkelige,

Det var vi.

Jeg kan huske lige før,

Lige før vi så hinanden

For første gang,

Men det føltes som en livstid siden.

Var det overhovedet mig,

Der trådte ind her første gang?

I vores galehus

 

Jeg var ikke glad før,

Og jeg er hellere ikke over lykkelig nu,

Men alligevel er der en varme i mig.

Vi startede alle som adskilte flammer.

Fakler på en kølig august nat.

Vi samlede os til et

Overdådigt blændende, brændende fællesskabsbål.

Og vi lyste den mørke himmelen så voldsomt op,

At stjerne blegnede i sammenligning.

Første gang jeg kom var

Jeg en tændstik,

Men I

Hjalp mig til at sætte ild til mere,

Lade ilden varme mig helt ind til der,

Hvor det hjerte,

Jeg så tit ignorer,

Er.

Tak,

Det er vel alt jeg kan sige.

Tak,

Fordi at I kastede sollys igennem mine vinduer

Selv på dage, hvor regnen syntes at skygge for alle lyskilder.

Tak,

Fordi I tømte min tanketank på en tarvelig dag.

Tak,

For alle de minder vi har malet på mindernes lærreder.

For alle grinene, smilene, tårerne, sangene, drømmene

Ja, tak for alle de dumme kommentarer,

Som virkelig har irriteret mig,

Nogle gange.

Jeg kommer til at savne dem.

Jeg kommer til at savne jer.

Når før er nu,

Nu er før,

Efter bliver til nu.

Når vi bliver splittet,

Og vores flammer igen skal lyse alene.

Lov mig I lader dem brænde.

Lov mig I spreder jeres varme.

Om det så er form af sange

Danse,

Skuespil

Eller digte.

Om I så skal brænde hele forstaden til aske,

Så lov mig I ikke

Lader det slukke.

 

Hjem kære hjem,

Hvorfor er du så skrøbelig?

Hvorfor viser du mig stedet,

Hvor mit hjerte hører til

For kun at rive mig der fra

Og gøre alting stille.

 

Hvad med fremtiden?

Hvor tager den mig hen,

Og er det ikke ligegyldigt

Når jeg bare gerne vil her hen

Igen.

Det et lyst og lykkeligt land

og drømme får liv,

Hvis viljen viser sig

 

Hjem kære hjem

Jeg vil huske dig som grøn

Ikke af de grunde du tror,

Ikke på grund af grøn hud

Eller øjne

Ikke på grund af de grønne døre.

Men fordi det er farven af liv,

Farven af foråret

Af begyndelser

Af lys og kærlighed.

Farven af at vokse

Og gro.

Skønhed er en lille blomst,

Den spirer nu

Inde i mit hjerte.

Den voksede mig op af mudderet,

Og introducerede mig for solen.

 

Jeg troede,

Jeg skulle græde alene for evigt

Jeg byggede ne mur,

Den var 3 meter høj,

Men som jeg kan se,

Er jeg ikke den eneste.

Lad ikke jeres tårer være spildt.

Dryp dem over en notes papir,

Og start et glædes oprør

Der, hvor I kan.

 

Vi er så mange,

Og sammen er vi utroligt stærke,

Men snart skal vi lære,

Hvad vi kan

Alene.

 

Jeg bli’r tavs,

Så hvad gør jeg nu?

I ser mig som ingen andre

I griner af min joke,

Selvom den er plat,

I er ligeglad med klasser

Vi kan synge, vi kan spille, vi kan danse, vi kan grine

Vi har nye eventyr at sprede ud,

Vi vil skrige på en scene

Vi vil blæse i trompeten,

Hver vores fortælling,

Et nyt kapitel.

 

Hjem kære hjem.

En time,

Et minut,

Et sekund,

Snart er der kun det tilbage,

Og så er vi som lys på en fødselsdagskage.

110 flammer

110 år

110 timer

110 minutter

110 sekunder,

der pludselig står alene

 

110 flammer.

Som en gang var et bål,

Der gjorde solen flov over dens,

Forhenværende storhedsvandvid.

Men som kom tiden,

Den knuste os til stjerner,

Og spredte os ud over nattehimlen.

Jeg håber snart,

Vi ses igen.

Farvel og tak,

Pøj pøj

 

Til de nuværende elever: Selvom det bliver sagt hele tiden, og det virker utroligt kliché, så husk det! NYD ET HVERT SEKUND.

 

 

Send en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.