Af Maja Bukballe 10. kl.
Ja, weekenden. OMG, mærkeligt? Normalt? Den normale vej – den lange, kedelige motorvej. Vejarbejde. Biler, mennesker. Tilfreds med mit liv, tjoh. Sad, snakkede, hyggeligt? Meget! Men mærkeligt.
Wow! Hoveddøren! Længe siden. Stor, hvid. Jeg ved ikke om jeg havde savnet den, og så dog. Det var nogle lækre omgivelser, og dejlige minder at gå ind i.
Gik ind: Der stod hun, kvinden man har levet med hele livet, min dejlige mor. Smuk, høj og savnet som altid, men, underligt at se hende, og resten af dem. Værelset, rodet, forventet? Ja det var det nok! Efter søster havde invaderet huset med 18-årige tosser til fest, og man ikke selv havde været hjemme til at holde værelset i orden, eller var det fordi man ikke er så godt et ordensmenneske. Hvem ved?
Kiggede op i loftet. Helt stille, eller det føltes stille. Radioen kørte, forældre snakkede, lillebror spillede, men alligevel, bomstille i forhold til hvad man ”plejer”: 110 mennesker som snakker i munden på hinanden. Lige pludselig følte man sig set, ”hørt” eller bare lagt mærke til i den store verden, men alligevel ikke.
Jeg lå bare der, i sengen, som altid har stået der, på værelset, altid været i det lille hus, i den trykke lille by man føler man altid har kendt og boet i. Det var pludselig ikke trygt og normalt mere, hvad sker der?
Fra 110 til 4 – Wow! sikke et spring, forandrede helt ens hoved, man følte sig helt restløs. Ja det var hyggeligt at se ”alle” igen, familien, de sædvanlige omgivelser, som alligevel ikke føltes så normale mere eller gør de? Forvirret! Mit hoved! Er jeg ved at blive skør? Nej. Jo. Jeg ved det ikke! HJÆLP!!!
2 dage efter. Jeg vil blive her. Jeg vil ikke tilbage, der er så fredeligt her, jeg vil blive i de almindelige omgivelser, eller de ikke almindelige? Jeg er ligeglad, jeg vil have DEM til at være min hverdag igen. Mit liv er godt som det er. Jeg vil ikke forandre det. Hvorfor skulle jeg?