Om Det Der Var og Det Der Er

In Elevernes ord, Livet på Viby, På den anden side by René Holm Hansen1 Comment

Af Mathilde Schjelde, 2016/17

Jeg husker stadig min første dag på Viby. Jeg husker mit bankende hjerte, og de få tårer jeg græd i bilen, fordi jeg var så sindssygt bange. Jeg kan huske de tanker, der flød i mit hoved, ville jeg komme til at passe ind? Var det overhovedet det rigtige sted, og hvis ikke, findes der så overhovedet et sted, der er rigtigt for mig?

Jeg kan huske den første lærer, der tog imod mig. Jeg kan huske, hvor hurtigt jeg claimede en overkøje. Det skulle jeg aldrig have gjort. Overkøjer er forfærdelige. Jeg kan huske første gang jeg mødte mine roomies, og dem på min gang. Jeg kan huske den første fra efterskolen, som jeg følte var min ven.

Jeg bliver stadig nervøs, når jeg tænker på den dag, vi skulle fordeles på de forskellige niveauer.

Jeg husker stadig den første teatertime på Viby. Mine erfaringer indenfor teater var helt klart begrænsede, i alt fald i forhold til, hvad jeg havde hørt om de andre på holdet. De havde gået på talenthold, været med på eventyrteatret eller Nyborg Voldspil, og hvad havde jeg? Jeg havde haft drama som valgfag i 8. Klasse, og så havde jeg spillet Alice i Alice i Eventyrland, vores 9. klasses skolekomedie. Jeg var så bange. Jeg kunne ikke spise noget den morgen, fordi mit hjerte bankede så voldsomt. Men min teaterundervisning på Viby er, selv den dag i dag, noget af det bedste, der nogensinde er sket for mig. Det var nok den første dør, der nogensinde blev åbnet for mig indenfor skuespilsverdenen.

Jeg kan huske det øjeblik, hvor jeg følte, at jeg hørte til. Det var nok første gang, at jeg nogensinde havde følt det.

Jeg kan huske den første dag, hvor jeg havde lyst til at stå op om morgenen. Det var nok første gang, at jeg havde prøvet det.

Jeg kan huske den første gang, jeg fik et nyt bord. Første gang, jeg havde matematik. Første gang, nogen kom op og skændes over, hvor sofaen på Vest Oppe skulle stå. Første gang, vi fik ballade for at larme i stilletimen. Første gang jeg følte mig elsket. Første gang jeg blev lidt forelsket.

Jeg kan huske, da vi fik at vide hvilken musical, vi skulle spille, og hvor sure folk var over, at vi skulle spille Shrek. Da vi fik vores roller, og ja, hvor sure folk, inklusiv mig selv, var over deres roller. Jeg kan huske vores første spilledag, og hvor glade folk var over, hvor langt vi var kommet.

Jeg husker turnéen, Vesterdal festival og det afsluttende teaterforløb.

Jeg husker alle festerne og alle weekenderne på skolen. Alle togturene hjem.

Jeg kan huske mine roomies. Alle nætterne, hvor min ene roomie vækkede os, ved at snakke i søvne. Jeg kan huske, hvordan vi skreg med på Miley Cyrus og Citybois, så højt at nabo-værelserne blev sure. Jeg kan huske den dag, jeg næsten gav min ene roomie en hjernerystelse i en crazy duftfrisker-ulykke.

Jeg kan huske, hvordan det var første gang jeg åbnede op. Hvordan det var at have venner, der havde lyst til at høre på mine problemer, og som jeg havde lyst til at fortælle mine problemer. Jeg kan huske, hvordan de accepterede mig på en måde, jeg aldrig havde prøvet før. Hvordan de ikke holdt af mig på trods af mine sygdomme, men holdt af mig med og igennem dem.

Jeg kan huske den første dag, hvor jeg følte mig glad.

Jeg kan huske den første gang, jeg læste et digt højt. Jeg kan huske den første gang, det føltes som om, at jeg var god til noget.

Jeg kan huske den dag det gik op for mig, at det snart var slut.

Jeg kan huske dengang, jeg lå på gulvet på lærerværelset og græd: “Jeg vil ikke på gymnasiet, jeg vil ikke!”

Det var forfærdeligt at tage plakaterne ned fra væggen. At pakke sine ting. At kramme alle mine venner farvel vel vidende, at det aldrig ville blive det samme igen, fordi da de kørte til Nyborg, og sejlede til Fanø, kørte jeg til Næstved. Og så var jeg tilbage.

Det første år efter efterskole var forfærdeligt. Der var jeg så, tilbage hvor jeg kom fra.

Jeg kan huske den første dag, hvor jeg vågnede, helt alene, på mit eget værelse. Jeg kan huske første dag jeg startede på gymnasiet, og hvor meget jeg hadede det, fordi det ikke var Viby. Jeg havde ikke lyst til at starte et nyt sted. Jeg havde ikke lyst til at være gammel elev.

Nu er jeg ikke engang gammel elev længere. Den årgang, der kom efter mig, er ikke engang gamle elever længere. Jeg er bare gammel. En gammel, gammel, gammel elev, der går i 3.g, føj.

Jeg fik det virkelig dårligt efter jeg stoppede på Viby. I en meget lang periode, føltes det som om, at jeg aldrig skulle blive glad igen. Fordi, hvordan skulle jeg kunne lære at have det godt et sted, som ikke var Viby? Hvor jeg ikke kunne gå ned til Benjamin i pauserne, hvor Liva, Nanna og Mikkeline ikke vågnede sammen med mig om morgenen, og hvor mine dage ikke ville gå med teater, musik og dans, og i stedet med matematik, fysik og dansk?

Det er selvfølgelig blevet bedre over tiden, selvom det er gået langsomt. Viby kommer længere og længere væk, og mit liv bliver nu mere og mere acceptabelt.

Alligevel lukker jeg stadig øjnene nogle gange, og husker. Tænker.

På alle de ting, mennesker og øjeblikke, der har været med til at skabe den mig, som jeg kender i dag. Selvom jeg savner det – og det gør jeg, ufatteligt meget – så er Viby lige så godt i bagagen, som det var i hverdagen.

Jeg er ikke den samme, som da jeg gik på Viby. Viby er ikke den samme, som da jeg gik på Viby. Lærkereden er væk. Der er nye lærere. Gården og parkeringspladsen er helt anderledes, og mærkeligst af alt, v34 er et drengeværelse.

Men – når jeg lukker øjnene, så kan jeg stadig godt gå tilbage. Tilbage til den dag, jeg kom kørende ind på Viby første gang. Tilbage til alle mine venner, lærere og oplevelser.

Jeg husker stadig Viby, hvor glad jeg var, og hvor glad det har gjort mig i dag.

Comments

  1. Åh søde Mathilde, jeg får helt ondt i maven men jeg synes også du er kommet godt videre . Du er utrolig aktiv på gym , har dit skuespil og kærlige forældre der støtter dig i alt. Også vi mormor og morfar er utrolig glade for dig og ønsker kun alt det bedste ❤️Knus

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.