Tid – en ven eller fjende?

i Elevernes ord, Livet på Vibyby René Holm Hansen1 Comment

Jeg havde set mig sur på Tiden allerede inden, jeg startede på Viby efterskole. Allerede da jeg sad til kommende elevers aften, med en valgfagsseddel i hånden og hovedet fyldt med tanker, følte jeg at Tiden var begyndt. Begyndt at løbe ud. For hvordan skulle jeg nå at prøve alle de fantastiske ting, som jeg kunne se på papiret, at Viby havde at byde på, når jeg skulle holde mig indenfor et vist antal timer?

Af Frida Rottländer, Viby efterskole 18/19

Da jeg startede på Viby, var Tiden efter mig igen. Fra den dag jeg trådte ind af døren, var den lige i hælene på mig, og mindede mig om alt det, som jeg skulle nå, inden året var omme. Få venner – Bedste venner. Grine, være seriøs, være produktiv, være mig selv, sætte pris på, opnå. Man får kun et efterskoleår. Det vidste jeg. 10 måneder – 46 uger – 321 dage. Det er, hvad man har at arbejde med, og jeg ville nå det hele.

Som julen og vinteren begyndte at nærme sig, blev dagene kortere, og Tiden var centimeter fra at gribe fat i mig. Det var der, det gik op for mig, at Tiden var min værste fjende. Den havde allerede slugt næsten en tredjedel af mit efterskoleår, og hvad havde jeg nået indtil nu? Var jeg faldet ordentligt til? Havde jeg fået venner for livet? Hvis det her år var det bedste år i mit liv, ville jeg så vide det nu?

Jeg begyndte at skynde mig. Det var bare som om, at det havde den modsatte effekt. Det lod til at Tiden nød at lade mig sidde fast, når jeg gerne ville videre, og nød at løbe fra mig, når jeg gerne ville blive og nyde øjeblikkene. Jeg hadede Tiden. Jeg kunne aldrig gøre noget rigtigt. Når jeg prøvede at få det bedste ud af den, kunne jeg næsten høre den grine af mig, og når jeg var træt og havde brug for ro, mindede den mig om, at den var på vej væk. Af og til, fik den mig endda overbevist om, at det måske ikke var så slemt, hvis den bare gik sin vej, så vi alle kunne komme videre.
Det fik mig til at stoppe op.

Måske skulle jeg bare lade den gå. Den havde trods alt gjort klart, at jeg alligevel ikke kunne gøre noget for at stoppe den. Så nu ville jeg ikke længere prøve. Da jeg tog den beslutning, skete der noget. Tiden blev, selvom jeg satte den fri. Eller… den gik stadig, men i et jævnt og overskueligt tempo. Jeg begyndte at kunne følge med.
I musicalperioden satte Tiden farten lidt op, men jeg lod det ske og kæmpede ikke imod. Istedet sugede jeg til mig af alle de oplevelser og minder, jeg fik på vejen. Fællesskabet, musikken og drømmene. Jeg begyndte at se Tiden, som en ven, der lod mig opleve alle disse ting. Om det så kun var for en stund, så var de der. Jeg var der.

Jeg tror at de fleste efterskoleelever, på et eller andet tidspunkt i løbet af deres efterskoleår, ser Tiden som deres værste fjende. Hvilket er helt forståeligt. Vi kommer her, og ser alle døre stå åbne, og så kan det hurtigt føles, som om Tiden står klar til at lukke dem dag for dag, men måske skulle vi prøve at se det fra den anden side. Måske er Tiden heller ikke altid lige glad for os. Jeg mener, vi udnytter Tiden. Vi presser Tiden. Vi vil altid have det bedste ud af Tiden, og vi vil helst have så meget af den så muligt. Det må være trættende at være Tiden. Den får heller aldrig den pause, som vi hver dag plager den om. Tiden må da også være træt, men på trods af det, står den aldrig stille.

Jeg tror, at Tiden stoppede med at være min fjende, da jeg stoppede mit forsøg på at fastholde den, og jeg tror, at Tiden begyndte at blive min ven, da jeg istedet begyndte at sætte pris på den.

Comments

  1. Kære Frida.
    Hvor er det bare sande ord du skriver, kan kun være stolt af dig.
    Kan så fortælle dig, at jo ældre du bliver, så går tiden altså også alt for hurtig, men det lærer man at leve med, og få det bedste ud af tiden.
    Vi ved at du nok skal lære at få tiden til at slå til.

    De kærligste hilsner fra mormor.❤️❤️❤️❤️❤️

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.