Af Lea Holm Jensen, 10. kl.
Det var med mærkelig blandende følelser, jeg trådte ud af bilen den 13. august. Viby efterskole tårnede sig op foran mig. Men nu var det ikke bare en rød murstensbygning, jeg så. Jeg så en ny begyndelse, jeg så muligheder, jeg så venskaber, og jeg så et år, hvor jeg skulle bruge mere tid på musik, dans og teater, end jeg skulle gå i skole. Jeg så mit nye hjem.
Jeg tog mit første skridt over dørtrinnet, mens jeg smilede. For det var umuligt ikke at smile, også selvom jeg havde tilbragt de sidste mange måneder med at tvivle. Men jeg tvivler ikke mere. Jeg tvivler ikke på, at efterskole er den rigtige beslutning for mig. Jeg tvivler ikke mere, for det er blevet helt okay at tvivle. Det er blevet okay at være træt, ked af det eller have en dårlig dag. Men det er også okay at smile, grine og glæde sig over, at man er blevet nabo til alle ens gode venner.
Efterskolelivet er ikke altid blå himmel og solstråler, det kan også godt være overskyet og regne, men solen kommer altid igen. For måske er der en dårlig dag, men bagefter kommer måske ti gode dage, Ti dage, hvor du er omgivet af dine bedstevenner, hvor du kan spille musik til dine fingre kramper, teater til din stemme visner eller danse til dine ben kollapser under dig. Ti dage, hvor der altid er hygge i opholdsstuen og grin på gangene. Og bare tanken om, at man ikke er alene, når der er tårer og frustration, kan redde rigtig meget.
Her på Viby er vi som et glas blandende bolsjer. Forskellige men alle fulde af smag og udtryk. Og vi er nogle glade forskellige bolsjer, der alle har nogle småfejl, men vi ved godt, at man ikke kan være perfekt. Vi hylder udviklingen, det uperfekte og alle vores forskelligheder.
Vi følger ikke altid alle andres vej, vi tager vores egen, men vi gør det sammen. Vi går i natbukser, mens vi overbeviser lærerne om, at det i det mindste er rene natbusker. Vi farver håret rødt eller sort, og vi klipper pandehår på alle, der snakker om, at de trænger til en klipning. Vi sjosker rundt i vores lyserøde sutsko eller i vores alle samens ens badesandaler, mens vi skider på, hvordan Carsten prædiker om, at man ikke kan spille teater med H2O på fødderne. Og vi render rundt i dansetøj hele dagen, fordi vi er for dovne til at skulle skifte, og mascaraen ender i skraldespanden i stedet for på øjenvipperne.
Vi griner, vi græder, og vi støtter hinandens rystende skuldre, lige meget om de hulker af latter eller gråd. Vi udfordrer livet på alle led og kanter, men vi gør det hånd i hånd. Hver eneste dag venter en ny udfordring, og nogle kampe er da hårdere at kæmpe end andre, men fælles for dem alle er, at man aldrig kæmper dem alene. Og det er det, der gør dagene gode. Vi udfordrer, og vi udvikler, og vi gør det sammen. At komme her var måske nok det største skridt, jeg har taget indtil nu, men hver dag tager jeg en masse nye små skridt.