Paris er kærlighedens by. Men Paris er også en by fuld af musik, dans og teater præcis ligesom Viby. Og derfor satte vi os ind i en bus i 16 timer og kørte mod denne by, som vi skulle udforske de næste fire dage indenfor alle de ting, vi elsker. Og meget mere. Vi bevægede os ned gennem Europa, mens vi spillede, snakkede, sang, grinede og sov. Og vi ankom til Paris trætte, for som vi alle blev enige om, så er det umuligt at sove godt i en bus, men også spændte på de oplevelser, der nu ville møde os. Vi var ægte turister der kom til at besøge Sacré-Coeur, tage billede foran Eiffeltårnet og tænde et lys i Notre Dame. Men vi var også Vibyelever på opdagelse. Vi gik gennem Paris’ gader og betragtede højhusehøje graffitimalerier, oplevede kulturstedet hvor alle Paris’ kunstnere kom og øvede alt fra at jonglere til dans, og så musicals – både de store wow-musicals med den perfekte scenografi, som vi betragtede fra allerøverste balkon til den mere intime teaterkoncert, hvor vi klyngede os til de engelsk overtekster, mens de fortællende skuespillere kom igennem hele Edit Piafs liv.
Det var en tur, hvor vi på egen hånd oplevede Paris kultur og de kroge byen ellers byder på. Også deres shoppingcentre og butikker, når vi ellers kunne snige os til det. Vi mindes de gode oplevelser, de nye indtryk, og den gode stemning. Men vi husker også, de mere dårlige oplevelser. For vi husker da den fulde mand råbte efter os på gaden på fransk, da vi pludselig stod alene tilbage i metroen og alle de andre kiggede ind ude fra perronen, eller da taske med penge og pas pludselig forsvandt.
Paris er en fantastisk by, som vi oplevede på alle kanter. Vi så skraldet der flød på gaderne, de slidte bygninger, tiggerne og de hjemløse. Men vi så også de guldbesmykkede broer, de imponerende bygninger og de hyggelige gadecaféer. Og det er lige præcis det, som jeg vil huske denne tur for. Jeg vil huske den for alle de ting jeg så, alle de nye indtryk jeg fik, og alle de ting, jeg har lært. For jeg har lært meget på den her tur. Ikke bare hvad Paris som by har at byde på, men også virkelig meget om mine efterskolevenner og lærere. For vi kender alle hinanden på Viby, men hvordan er det rent faktisk, når man ser de samme personer i helt nye rammer? For hvad gør man, når man står i pizzariet, og pizzaerne ikke kommer, men personalet kun snakker fransk? Og hvad med når metroen er noget så forsinket, og man skulle have været på hotellet for to minutter siden? Eller hvordan håndterer man lige en flabet guide? Det styrker hele fællesskabet at se hinanden i nye situationer, og der er blevet skabt endnu stærkere bånd på kryds og på tværs.
Fire dage går hurtigt, når man er i en af Europas største byer. Og efter fire dages fuldt program blev tiden også til, at vi skulle sige farvel igen. Og efter at vi havde nydt et godt måltid sammen med vores parisiske kontaktgruppe ventede vi på busserne i hjertet af Paris, og mens vi stod der og betragtede udleveringen af mad til de hjemløse, og så på rotterne der løb rundt inde i parken ved siden af os, og gik over på den anden side af gaden, da nogen af mændene blev lidt for interesserede, fik vi sagt farvel til Paris. Og selvom det var trist, og selvom tiden var gået alt for hurtigt, så trak bussens bløde sæder også en smule efter fire dage, hvor vi havde tilbagelagt godt 50 kilometer rundt i kærlighedens og kunstens by.
Men hvordan beskriver man en tur, når det handler om stemninger? Når det handler om styrkelse af fællesskabet, som alle gode efterskoleelever svarer, når de bliver spurgt, hvad de har fået ud af noget. Men at se hinanden i andre ramme, at være sammen med dem uden for Viby, det gør virkelig noget. I Paris var vi alle lidt på udebane, men det gjorde ikke noget, at vi knap kunne kommunikere med nogle, fordi de alle holdt sig til fransk, eller at vi nogle gange var lidt i tvivl om, hvor vi helt præcis var, for vi var alle på udebane sammen.
Af Lea Holm Jensen, 10. kl.