Vibys ansigter – Bjarne Frandsen

i Vibys ansigterby René Holm Hansen2 Comments

I tyve år har Bjarne Frandsen været en del af Viby Efterskole. Med sine velkendte stribede trøjer, kølige ironi og lune sind er han blevet en fast del af skolens inventarliste og tusindvis af minder hos tidligere efterskoleelever.

Af Emma Rudbeck

På Viby Efterskole underviser 51-årige Bjarne Frandsen i matematik, han er en af skolens vejledere og administrativ leder. Men for Bjarne handler jobbet som efterskolelærer om meget mere end bare at undervise.

”Det er nærmest alt det uden om undervisningen, der er så vigtig for mig. Jeg kan godt lide at snakke med eleverne og være en del af deres hverdag på andre områder. Det får jeg lov til som efterskolelærer.  Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at undervise andre steder end en efterskole. Det ligger simpelthen så dybt i mig og min livsstil at være efterskolelærer,” fortæller Bjarne.

Før Bjarne startede som lærer på Viby Efterskole, har han arbejdet på Grønland og Eisbjerghus Efterskole.

Hvorfor er det spændende at arbejde på Viby Efterskole?
”Fordi man møder de her unge mennesker på et særligt tidspunkt i deres liv, hvor de virkelig former sig selv. På Viby er der plads til, at man kan være hipster den ene dag og goth den anden dag. Her kan man lege med sin identitet i trygge rammer, som vi sætter. De rammer giver endnu bedre muligheder for at vokse og fokusere på det, der er vigtigt. På Viby skal man ikke tage stilling til, hvornår man skal stå op, eller hvad man skal spise. Her skal man kun bruge energi på at blive en bedre udgave af sig selv. Både fagligt og i særdeleshed personligt.”

Hvad gør efterskoletiden så vigtig?
”Det må være møder med mennesker fra alle samfundslag. At man finder ud af, at man sagtens kan fungere med en, som er helt forskellige fra en selv. Man kan lære meget af hinanden. Efterskoler skal være og er for alle. Det er det ved efterskoler. Man får en større tolerance og empati for andre ved at møde forskelligheder.”

Hvad kan du rigtig godt lide ved Viby?
”At det er en skole, som rummer alle forskellighederne. Det er ikke kun en skole for alle de dygtige med drømme om at blive for professionel. Det er også en skole for dem, som bare godt kunnet tænke sige at stifte bekendtskab med dans, teater eller musik. Her kan man snildt være på et begynderhold og blive rigtig god. Viby Efterskole er ikke en eliteskole, det er en efterskole. Vi er ikke en skole for kunstnere, men vi bruger kunsten til at danne mennesker. Det kan jeg godt lide.”

Efterskolen er blevet en fast forankret del af Bjarnes livstil, men det er særligt rollen som vejleder, der er Bjarnes hjertebarn.

”Vejledning er for mig ikke kun, hvad de skal lave næste år. Det handler om, hvad de skal som mennesker. Ikke hvad de skal blive, men hvem de skal blive. Det er for mig grundessensen i efterskolens opgave. Derfor er vejledningen så vigtig, ikke kun for mig, men også for eleverne,” fortæller Bjarne.

Netop med vejledningen har Bjarne inspireret og guidet mange Viby-elever på deres videre vej ud i verden.

Comments

  1. Bjarne er en stjerne! Simpelthen. Med hans underfundige rare gemyt og tålmodighed lærte han mig at kunne lide matematik – til trods for at matematik gjorde mig grædefærdig i hele folkeskolen – og gjorde mig ovenikøbet også rigtig dygtig. Af hjertet tak!

  2. Jeg har præcis samme historie – Bjarne reddede mine mareridt med matematik fra tidligere i folkeskolen – og han fik mig til at tro på det og forstå det!! Og så er han altid enormt hyggelig og varm udenfor matematiktimerne 🙂 tak for dig, Bjarne – du er endnu en lærer fra Viby, der har inspireret mig i mit arbejde som højskolelærer i dag. Håber I alle har det godt på Viby – hils omkring jer 🙂

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.