For snart ti år siden byttede den nu 26-årige Christoffer Skov folkeskolen i Odense ud med Viby Efterskole. Siden før han kunne sin ABC, har Christoffer betrådt de skrå brædder. Og nu er det blevet hans levevej.
Af Emma Rudbeck
I mange år optrådte Christoffer Sjov på scenen i Den Fynske Landsby. Senere er han blevet uddannet musicalperformer fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia. For tiden er Christoffer med i Fredericia Teaters opsætning af ’Prinsen af Egypten’, hvor han spiller Aaron, Moses bror. Hans første rigtige store rolle.
”Jeg er absolut familiens afstikker. Ingen andre har valgt den vej i livet, så det var en meget ukendt verden for mig,” fortæller Christoffer.
Derfor blev året på Viby Efterskole brugt på at udforske, udfordre og udleve skuespillerdrømmen. Og ikke mindst sig selv.
Hvorfor ville du på Viby Efterskole?
”De ældre skuespillere i Den Fynske Landsby tog på Viby. Når de så kom tilbage et år efter, hvor deres stemme var gået i overgang og alt strittede på dem, blev jeg nysgerrig. På Efterskolernes Dag besøgte mine forældre og jeg skolen, hvor jeg fik det sådan, at her ville jeg bare gå. Det kom jeg til året efter. Der er en helt speciel stemning på Viby, fordi så mange mennesker med samme interesse er samlet. Og den årlige musical trak i den grad også.”
Hvad er det mest unikke ved Viby?
”Det er uden tvivl lærernes engagement i eleverne. Der er en lærer til alt, hvad enten det er til at piske en til at yde det bedste i en dansetime eller JC, der er en mega dygtig underviser. Eller én, der skal sige godnat. Der er lærere, som hver især vil formidle noget, de brænder for, hvad enten det er musik eller matematik. Det gør virkelig skolen speciel.
Hvad har et år på efterskole lært dig?
”At jeg ikke er verdensmester til alt, og det er helt okay. Det lærte mig om fællesskabet, hvor man deler og bidrager med, hvad man kan. Vi kom alle med forskellige historier og baggrunde. Én var en vidunderlig danser, en anden en meget bedre dramaturg og en tredje noget helt andet. Man er god til noget hver især, men absolut ikke alt. Det er vigtigt at lære, når man er ung.”
Drømmen om skuespillerlivet blev til virkelighed for Christoffer. I dag lever han af at spille musicals, men vejen dertil har også været præget af usikkerhed. Derfor har han også et godt råd til sit 16-årige efterskole-jeg.
”Man får altså nogle tæsk på vejen. Så hvis man begynder at tvivle på sig selv, så stop med det igen med det samme. Du kan ikke læse dig til det rette svar inden for det kreative. Det rækker ofte ud over de kassetankegange, som vi bliver tillært i folkeskolen. Der lærte Viby mig det stik modsatte. Der er ikke noget facit inden for den her verden. Og det er et vidunderligt facit, synes jeg,” fortæller Christoffer.
Senere på året kan Christoffer igen opleves på scenen, når han efter sommerferien spiller ensemble i musicalopsætningen af ’Kærlighed ved første hik’.