Vibys ansigter – Frederik Hansen Barasinski

i Vibys ansigterby René Holm HansenLæg en kommentar

Lukas Graham. Gulddreng. Scarlet Pleasure. Patrick Dorgan. De succeser har 24-årige Frederik Hansen Barasinski været involveret i. Det har budt på vilde ture til LA, fester i overflod og et evigt ræs om at være den bedste.

Af Emma Rudbeck

Frederik Hansen Barasinski lever af kreative processer – om det så er reklamer, musik eller sociale medier. Han er hverken ekspert eller har en fin uddannelse, men han er en knokler. Og knokleri er han kommet langt med.

”I en meget ung alder har jeg oplevet ting, mange kun får lov til at drømme om. At jeg var en del af Gulddreng-projektet, var helt vildt. Vi var jo bare nogle unge gutter fra Vejle, som drog mod det store København. Og så gik det stærkt. Vi skulle jo lære at begå os i en helt ny verden, hvor man havde eget bord på klubberne med alle de kendte og champagne, nærmest var dagligdag. Vi kom fra at drikke dåseøl i vores forældres haver,” fortæller Frederik.

Det var langtfra sådan, at han forudså sin fremtid, da han gik på Viby Efterskole i 2009/2010.

Hvordan var det at gå på Viby?
”Det er var for nice. Jeg fik virkelig nogle gode venner. Vi var en drengegruppe, som blev sindssygt tætte og tog sig virkelig meget af hinanden. Det udviklede sig på en måde til et helt familiært forhold. Og så havde jeg en fantastisk kæreste. Jeg græd som en pisket, da jeg skulle stoppe på skolen.”

Hvorfor ville du gerne gå på Viby?
”Jeg var ikke specielt god i folkeskolen, så jeg trængte nok til lidt luftforandring. I 9. klasse fik jeg 02 matematik, og efter et år på Viby fik jeg 12. Det var en ret vild udvikling. Derudover spillede jeg bas, så på Viby kunne jeg både blive udfordret musikalsk og bogligt.”

Hvad betyder skolen for dig i dag?
”Da jeg gik på Viby, var jeg en lille lort med krudt i røven, som havde svært ved at se, hvorfor skolegang var helt genialt. Hvis jeg ikke var interesseret i tingene, gad jeg ikke prøve at forstå det. Men Kari læste mig og regnede ud, hvordan hun kunne udfordre mig. Viby har været en enorm vigtig del af min dannelse. Det år lærte mig, hvornår man skal smøge ærmerne op og give den en ekstra skalle. Og at det kan betale sig.”

De sidste par år af Frederiks liv har foregået i overhalingsbanen. Det har ikke altid været lykken.

”Det været så intenst med den succes, vi oplevede med Gulddreng. Da det så var slut, stod man virkelig der og igen kunne mærke, at man kun var en ung fyr. Jeg havde mest lyst til at kalde på min mor og far. Trods min unge alder, så oplevede jeg både stress og angst, men fik heldigvis hjælp til det. Livet var stukket af for mig, og jeg havde glemt mig selv i det. Egentligt havde jeg måske lyst til at bo i en villa i Vejle med bil, en dejlig kæreste og et helt almindeligt job. Men nu har jeg spist af den forbudte frugt,” griner Frederik.

I dag bruger han sit kreative sind til at være bindeled mellem influensers og brands med henblik på markedsføring, samtidig med at han ved siden af hjælper unge artister med at skyde deres musikkarrierer i gang.

Læg en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.