I hendes liv har interessen svunget mellem teater og musik, men hun har altid levet efter, at det er okay at fejle. I dag er det ikke mere end et par måneder siden, at 26-årige Helene Hasseriis Holten blev færdiguddannet som skuespiller på Den Danske Scenekunstskole i Odense – i 2013/14 gik hun på Viby Efterskole.
De seks personer sad som stenfigurer. De gav ikke udtryk for noget. De var søde, fandt hun senere ud af, men til den anden-prøve, hvor det pludselig var blevet mere seriøst, var det hele bare flovt:
”Jeg syntes, det var så skamfuldt og ubehageligt. Jeg kom ind, gav så meget af mig selv – og så kunne jeg overhovedet ikke mærke, om det ligesom ramte noget i dem,” husker hun.
Da Helene Hasseriis Holten valgte at søge ind på Den Danske Scenekunstskole, var det vigtigste, at hun havde det sjovt, mens hun gjorde det. Det projekt gik godt til første-prøven, men seriøsiteten tog over til anden-prøven.
Og da hun den dag forlod de seks stenfigurer, var optimisten ikke stor – alligevel kom hun videre. Nu var hun en del af de tyve, der skulle skæres ned til de endelige syv optagne.
Tæt på at komme ind på en uddannelse, hun først et halvt års tid før havde tænkt som en reel vej at gå – også selvom det kreative altid havde fyldt meget i Helene.
At have flair
Helene kan stadig huske, hvordan hun fik tårer i øjnene, da hun i fjerde klasse hørte Søs Fenger synge nummeret ’Inderst Inde’. For hende har musikken altid fyldt meget og rørt hende endnu mere.
”Min mor har altid taget mig med til koncerter og selv spillet klaver som ung. Og så er min onkel også både musikalsk og kreativ – det har al sammen smittet af på mig. Gjort mig vild med eventyr, nye ting og at performe,” siger Helene.
Fra Helenes bachelorforestilling ‘Palinka – Gennem Huden’.
Performe allerede i tredje klasse som trollefar på Veksø Kro. Blive bidt af, at folk grinte af hende. Synge ’Jeg ved en lærkerede’ og få ros for det. Gå til guitarundervisning i anden klasse – men øve sig for lidt, fordi hun hellere vil skrive egne sange.
Alt sammen udviklede langsomt Helene til at være hende, der havde de sjove roller, men også hende, der faktisk godt kunne synge.
”Jeg havde vidst flair for humoren og musikken – noget, jeg ikke selv var klar over. Jeg tror det var timingen, jeg langsomt fik bygget op,” siger Helene.
Nu manglede hun at få bygget mere selvtillid op om det kreative – her kom efterskolen ind i billedet
”Jeg vidste ikke nødvendigvis, at efterskole var en ting, før andre begyndte at snakke om det. Men det var perfekt! For dér var virkelig et sted, hvor jeg kunne dyrke de interesser, jeg havde og komme lidt væk fra mor og far,” siger Helene.
Vigtigheden af det store fællesskab
”Vi kom med forskellige baggrunde, men var alligevel den samme.”
Sådan forklarer Helene det sociale liv på Viby. Selvom efterskole-starten var intens, med mange overvældende indtryk, følte Helene sig hurtigt tilpas.
”Det er nærmest spirituelt; hvordan man kan mærke i maven, om det er et godt eller dårligt sted at være. Lærerne var nærværende og personlige, men på det tidspunkt var det også vildt, at de ret tidligt skulle inddele os niveauer i musik, dans og teater,” siger Helene og fortsætter: ”Vi var unge, og det var ligesom første gang i livet, at man blev mødt med: ’Vi tror på, at du kan det her!’ Det var skræmmende men også befriende.”
Fra forestillingen ‘Fordømte Læber’.
Niveau-opdelingen ødelagde heller ikke, at der altid var hjerterum til at være anderledes, forklarer Helene. Og der var tid til at lære hinanden at kende. At møde nogle helt nye mennesker, der havde levet på andre måder og med andre værdier.
”Jeg mener virkelig, at man udvikler sig selv og bliver mere velreflekteret, når man møder andre – i fællesskabet styrker man også sit egent selvværd,” siger Helene.
Særligt i musical-perioden, hvor hele efterskolen omdannes til hver sin lille del af en kæmpe produktion, mærkede hun vigtigheden af det store fællesskab. Alle instanser var vigtige for, at det hele kørte rundt.
Helene kan ellers godt synes, at hun i musical-genren ikke på samme måde kan dykke ned i skuespillet, som hun kan i et mere traditionelt teaterstykke. Men særligt arbejdet som den sjove rolle, der fik publikum til at grine, gjorde hele perioden sjov.
”Jeg elsker bare det sære, quirky og skæve i rollerne og her var fugleskræmslet fra ’Troldmanden fra Oz’ bare perfekt – udover at rollen krævede kalveknæ, og det gjorde ondt i lænd og ben i de to måneder, vi lavede musical,” siger Helene grinende.
Pendulet
Selvom det var svært at komme hjem efter Viby, endte Helene i en god papegøje-gymnasieklasse af både musik, drama og billedkunst – med flere forskelligartede folk, hun kunne lære endnu mere af.
”Det var verdens bedste gymnasieklasse. Men i starten kunne jeg også godt mærke, at nogle havde været på efterskole, mens andre kom direkte fra folkeskolen. De sidste havde levet hele deres liv i et skolesystem, hvor karakterer havde styret, hvad der var rigtigt og forkert,” siger Helene og forsætter: ”Hvor jeg og andre havde haft et år, hvor vi kunne begå fejl og skeje ud.”
I gymnasiet fyldte musik ikke kun på skemaet. Ved siden af skolen begyndte Helene at spille koncerter selv. Med sin veninde dannede hun en duo, hvor hendes egne sange var repertoiret. Også bands og kor fyldte. Generelt begyndte musikken at fylde meget, hvis ikke alt.
Helene beskriver selv de skiftende interesser som et pendul, der hele tiden svinger fra side til side. Så er interessen stor for teater på efterskole, så for musik i gymnasiet, så for teater i sabbatåret – og sådan svinger interesser hele livet.
Fra Helenes bachelorforestilling ‘Palinka – Gennem Huden’.
”Jeg opdagede først for alvor, at der var noget, der hed Den Danske Scenekunstskole, da jeg gik på Ryslinge Højskole. Efter gymnasiet havde jeg lavet et musikprojekt i Tanzania, arbejdet i en bank, rejst rundt i asien og arbejdet med boligstøtte – og pludselig tænkte jeg, at jeg da også kunne prøve at søge ind på Den Danske Scenekunstskole,” siger Helene.
At være i samme rum og tid
En flyvsk tanke blev til et optagelsesforløb og endte til sidst i optagelse.
Selvom nervøsiteten var stor – og mindede om første dag på efterskole – var glæden over at kunne dyrke teater på fuld tid endnu større. Helene drømmer i dag stadig om at kunne dyrke teater som en levevej. Alligevel nævner hun også reklamer, dubbing, lydbøger, film og egne projekter, når man spørger ind til hendes drømme.
”Men jeg må også bare erkende, at jeg elsker det unikke, teater kan. At man er sammen, i samme rum og i samme tid med det publikum, man performer for,” siger Helene.
På skuespil-studiet har Helene også lært, at at skabe forestillinger selv er en omskiftelig proces.
Fra Helenes bachelorforestilling ‘Palinka – Gennem Huden’.
Hvordan hendes egen afsluttende bachelor-forestilling gik fra, at Helene bare ville arbejde med hud som materiale til at ende med at være en forestilling om ensomhed og længsel, med en harmonika som musikalsk element.
”Jeg har lært, at man ikke behøver have et mål fra start. At man kan starte med en masse improvisationer og give sig selv en masse benspænd – og så lade processen og forestillingen udvikle sig,” siger Helene.
Det hænger også meget sammen med Helenes råd til den niende klasses-elev, der skal på efterskole næste år eller til den tiende klasses-elev, der netop er begyndt:
”Det er så irriterende at sige, men det er noget, man virkelig opdager, når man bliver ældre: Vær ikke bange for at fejle. Gør noget nyt, prøv noget vildt – og gør det sammen med nogle venner, hvis det er meget skræmmende.”