”Siden Viby har jeg virkelig bare lavet alt muligt. Der har virkelig ikke været en lige linje. Det er jo ikke fordi, at jeg har sagt, nå men jeg ved lige præcis, hvem jeg skal snakke med, for at få det job og ende her. Det er ikke noget man bare kan tænke sig til og planlægge. Man skal bare prøve alt, hvad man kan, og så skal det nok gå alt sammen.” – Julie Maria Bak Lage.
Af Caya Sofie Schmidt Paulsen
Det er ti år siden Julie Maria Bak Lage startede i 10. klasse på Viby Efterskole. En tid, som hun i dag nyder at mindes og tænke tilbage på.
”Jeg husker året på Viby, som et godt år. Noget helt andet end det jeg kom fra. Jeg kom fra en international skole, hvor jeg havde gået i 8.-9. klasse. Der var det bare skole, skole, skole og det var ret hardcore. Det handlede virkelig meget om at få gode karakter og jeg lavede ikke andet end at være i skole – skole og så lektier. Så at komme i 10. klasse på Viby Efterskole, hvor det allermest handlede om det sociale og de kunstneriske fag man havde valgt, var fantastisk. Det var et virkelig spændende år og en kæmpe frihed at komme til et sted, hvor det også handlede om andet end skole. Det var fedt at se, at der var plads til alle, at jeg godt måtte skeje lidt ud, have det sjovt og ikke behøvede at tænke på skole hele tiden. Det at være et sted med nogle mennesker, som bare kender en SÅ godt og ser en på en anden måde var mega fedt. Det år udviklede jeg mig meget og det gjorde mig meget mere selvsikker og social. Jeg kom, som en lille usikker spirrevip med bøjle og vejede nogen og 40kg, men tog derfra 10 kg tungere, 10 cm højere, uden bøjle og med selvtillid. Det var virkelig et godt år – uden tvivl.” mindes Julie.
Dans på hjernen
Julie kom til Viby med en masse musikalsk erfaring fra Herninggarden, hvor hun havde spillet trompet i mange år. Det var også derfor valget faldt på Viby Efterskole, da hun her kunne dyrke musikken endnu mere og blive musikalsk udfordret.
”Det var noget helt andet at spille trompet på Viby. Her skulle jeg spille i band med andre instrumenter end bare blæseinstrumenter. Det var fede sange vi spillede på Viby. Ikke sådan nogle marchsange, der ikke altid er lige interessante. Der var den der bandfølelse, som jeg kendte fra film og det var bare WOW. Derudover var der også plads til, at jeg kunne synge med på nogle af numrene, hvilket var vildt fedt. Vi havde bl.a. en sang, hvor jeg på et tidspunkt skulle lægge trompeten fra mig, løbe hen til mikrofonerne, synge mellemstykket, og så løbe tilbage, tage trompeten og spiller videre. Det var vildt fedt, at der også var plads til at prøve det.” fortæller Julie med et stort smil på læberne.
Julie valgte ikke kun Viby Efterskole for musikken. Hun valgte den, fordi hun samtidig kunne prøve dans på et seriøst niveau. Inden Julie kom på Viby havde hun danset showdance og hiphop, og så havde hun snuset lidt til ballet og moderne, men intet af det var på et niveau som Vibys dansehold.
”Jeg kom til Viby med mest musikerfaring og dans var mere en hyggelig side ting. Det ændrede sig i løbet af året på Viby. Jeg begyndte at synes, at dansen var det sjoveste og musikken blev mere noget jeg gjorde, fordi det var jeg god til, så det burde jeg dyrke.” husker Julie og fortsætter ”Det var mega fedt at komme til et sted, hvor der virkelig blev krævet noget af en som danser. Der var krav man skulle leve op til og vi skulle øve os udenfor timerne, hvilket virkelig pressede mig til at blive bedre. Samtidig var der alle de her meget tekniske ting, som vi skulle øve og kunne fra gang til gang – det var fedt. Sidst men ikke mindst, så var det på Viby, at jeg første gang stødte på musicalgenren og det var bare en kæmpe fest. Ja, det var nok der, hvor jeg første gang sådan virkelig tænkte, at musical, det er bare fedt.”
Musicalen, der blev sat op på Viby det år, var En skærsommernatsdrøm og her blev det virkelig tydeligt for Julie, at hendes forhold til musikken og dansen havde ændret sig.
”Jeg blev valgt som danser og det var jeg helt vildt glad for, men så fik jeg pludselig at vide, at musikerne ikke kunne undvære mig på trompet, fordi der var så meget trompetspil i forestillingen. Musiklæreren sagde, at jeg var nødt til at spille trompet, men NEJ, det gad jeg ikke. Selvom jeg inden Viby altid havde spillet musik, og det derfor burde være min første prioritet, kunne jeg mærke, at jeg faktisk bare gerne ville danse i den musical. Men musikerne kunne ikke undvære mig, så jeg var også nødt til at være lidt sød. Derfor blev kompromiset, at jeg dansede i første akt, hvor jeg havde fuld make-up og alfehår på over det hele, hvorefter jeg løb ud i pausen, tog det hele af, skiftede til en sort flot kjole og spillede trompet i anden akt. Det gjorde jeg i alle forestillingerne og det var bestemt også en oplevelse. Men det vigtigste var, at jeg fik lov til at blive sammen med danserne og primært følge dem i musicalperioden, hvilket jeg var rigtig glad for. ” fortæller Julie glad.
I 2012 var Julies år på Viby Efterskole slut og hun vendte tilbage til en international skolegang på et IB-gymnasium. Det var tilbage til en hård hverdag, hvor der ikke var tid til meget andet end skole.
”Det var bare sindssygt hårdt, så jeg kan faktisk ikke rigtig huske noget dans eller musik fra den periode. Det var bare skole, skole og skole, men da jeg så var færdig med gymnasiet stod dansen – og ikke musikken – ligesom og rodede i baghovedet. Derfor valgte jeg at starte på en forberedende danseuddannelse i Aarhus, som tog et halvt år. Det var grundpakken til, hvordan man bliver en god danser. Jeg blev undervist i alle dansegenre samt mental- og fysisk træning. Jeg havde dans hver dag fra kl. 9 til 16 og fik virkelig prøvet dansen af. Jeg fandt ud af, at det var sindssygt fedt og trivedes bare mega meget med at danse så meget.” fortæller Julie.
Julies bedste år
Det halve år gav for alvor Julie blod på tanden, så hun besluttede sig for at give dansen en chance og gå 100% efter det – all or nothing. Hun gik derfor til audition til Balletakademiet i Göteborg, Ivanson i Tyskland, Institute of the Arts i Barcelona og Fredericia Musicalakademi.
”Det var noget skræmmende noget med nummer på maven og 1000 andre, som også gerne ville ind. Men det var fedt, fordi det gik godt – ellers havde det nok ikke været så fedt. Jeg fik et tilbud fra både Barcelona og Göteborg, så jeg skulle pludselig vælge mellem to gode steder. Balletakademiet i Göteborg var et kendt sted, hvor der kommer mange gode og kendte dansere fra. Skolen i Barcelona var ny og der var ikke mange i Danmark, som kendte den, men jeg kunne mærke, at jeg var mere draget af den og dens værdier. Det blev derfor Barcelona og det blev uden tvivl de bedste tre år af mit liv. Udover min danselinje havde jeg også både sangundervisning og teaterundervisning, hvilket passede godt med min voksende drøm om at blive en del af den danske musicalscene. Det var nogle fede, men virkelig også hårde år. Jeg kom grædende hjem mange dage, hvor jeg var gul og blå over hele kroppen og tænkte, at det her kan jeg ikke. Jeg fandt heldigvis ud af, at sådan havde alle de andre elever det også i ny og næ og vi blev en lille familie, som støttede hinanden. Vi fik prøvet alle genre af og dansede nogle gange 10 timer på en dag. Vi lavede flere shows og havde auditionsforberedelse – det kørte bare bum bum bum. Det var sindssygt fedt.” mindes Julie.
Når jeg spørger Julie, om hun tror, at hun var endt med at gå efter dansen, hvis hun ikke havde gået på Viby Efterskole, er der ingen tvivl:
”Nej. Det var Viby der vækkede den første rigtige interesse og passion for dansen. Jeg kan også huske, at vi havde nogle samtaler, hvor det gik op for mig, at man faktisk godt kan leve af at være danser. Nogen fortalte mig det og jeg var bare sådan; ”What, kan man gøre det fuld tid? Det lyder som et sindssygt liv!”. Det var jo en helt anden verden der åbnede sig og jeg begyndte at tænke: okay tænk, hvis det kan blive mig en dag – WOW. Det var også pga. underviserne Maria og Marianne, som pressede mig til at blive bedre. Hvis det ikke var for dem, var jeg aldrig blevet en god nok danser til at komme hertil. På den måde startede Viby rejsen.”
Dans på fuldtid
I sommeren 2018 blev Julie færdiguddannet fra skolen i Barcelona og hun rejste hjem til Danmark. Det efterfølgende år gik der ren praktik i den. Hun fik et fuldtidsarbejde som husmodel hos Bestseller, for at spare sammen til et danseliv på supplerende dagpenge. Det tog præcis et år, hvorefter hun stoppede hos Bestseller og begyndte at danse igen.
”Jeg fik stille og roligt oparbejdet timer, hvor jeg underviste forskellige steder i Aarhus. Jeg tog også til forskellige auditions på musicals rundt omkring i Danmark, da det at være en del af den danske musicalscene var min store drøm. Men pludselig kom Covid19 og satte en stopper for det hele.” fortæller Julie og fortsætter ”Det hele blev sat på pause og jeg var hjemsendt i 7 måneder, hvor jeg bare sad på min sofa i Aarhus. Der var ingen dans, ingen undervisning, ingen audition – der var ingenting. Efter 7 måneder startede undervisningen lige så stille op igen og jeg fik igen undervisningstimer. Faktisk er det nu blevet til så mange, at jeg nu lever af dansen fuldtid. Jeg underviser primært og er bl.a. blevet leder af en danselinje på en højskole. Jeg danser også stadig selv. Jeg har bl.a. danset i nogle musikvideoer, og så er jeg en del af dansetruppen Alley Cats, som jeg danser konkurrencedans med.” fortæller Julie stolt.
Musicaldrømmen lever eller hvad?
Nu er coronarestriktionerne ved at være helt væk og den danske musicalscene er også ved at være startet op igen, så betyder det mon, at vi vil se Julie gå til auditions igen?
”Nu er musicalscenen så småt startet op igen og der begynder snart at være auditions til kommende forestillinger. Der er bare sket det, at jeg er blevet virkelig glad for at undervise. Det var ikke planen. Det skulle ligesom bare være for at overleve til jeg engang fik mit musicalgennembrud.” fortæller Julie og fortsætter ”Så, når der om ikke så længe begynder at komme auditionsopslag igen, skal jeg tage en beslutning. Skal jeg forfølge musicaldrømmen og gå til auditions, hvor jeg kan ende med at skulle flytte fra Aarhus i x-antal måneder, sætte mit liv på pause og tage væk fra min kæreste og familie. Vil det være det værd, for at udleve det her musicalmoment? Eller er det faktisk så fedt at undervise og ”nøjes” med at få sceneoplevelser gennem konkurrencerne med Alley Cats og små shows i Aarhus indimellem? Det skal jeg nok snart finde ud af og det er virkelig spændende, hvad jeg ender med. Jeg er nemlig blevet virkelig glad for at undervise og det er noget mere spændende end jeg havde troet. At se, at jeg gør andre bedre og udvikle dem er mega fedt. Nu er det blevet mig, som fortæller unge om danseuddannelser, og at man kan leve af det. Det er spændende pludselig at være den, der kan hjælpe andre videre og være rollemodel for danske dansere.”