56-årige Mette Marckmann er uddannet fra Statens Teaterskole i København i 1992 og har siden da arbejdet som freelance-skuespiller – spillet revy og koncerter, været med i tv-serier og film, samt lagt stemme til både Nivea-reklamer og Disney-film. Med næsten et årtis mellemrum har hun haft børn, niecer og nevøer på Viby Efterskole.
Første gang Mette Marckmann var på Viby Efterskole var i 2005. Hun skulle se sin nevø, Mads, spiller musicalen ’Hair’ – med sig havde hun sin datter, Clara, der på det tidspunkt var fem år gammel.
”Da Clara havde set forestillingen, sagde hun, at hun ville gå på Viby,” siger Mette og fortsætter: ”Det var det fedeste, hun nogensinde havde oplevet. Hun var fuldstændig betaget af stemningen og af at se ’store børn’ stå på en scene.”
Clara blev hurtigt skrevet op. Og gennem hele sin folkeskoletid gik hun bare og ventede.
Og siden da har Mettes kontakt med Viby været naturlig og konstant – hendes nevø, Mads, gik som nævnt på Viby i 2004/05, hendes pap-søn, Emil, i 2006/07, hendes datter, Clara, i 2015/16, hendes søn, Nikolaj, i 2021/22 og senest hendes niece, Sif, i 2022/23.
Mette har grædt til afskedsdage, set et hav af Viby-musicals og oplevet på nærmeste hold, hvordan unge vokser i et forpligtende fællesskab.
Fra utilpasset til udviklende
Selv har Mette Marckmann egentlig altid været meget sikker på, at hun skulle være skuespiller.
Siden sin barndom, hvor Sønderjyllands Symfoniorkester og Shakespeare-forestillinger i gymnasiet fyldte, har hun befundet sig i fede, kreative omgangskredse.
”Da jeg var færdig med gymnasiet, ville jeg bare på teaterskolen i København. Så jeg flyttede, brugte min børneopsparing på at søge ind, kom ikke ind, søgte igen og kom ind,” siger Mette.
I dag er Mette gift med skuespiller, tekstforfatter og instruktør Jacob Morild, og sammen har de naturligt skabt et kreativt hjem, hvor det at spille klaver og teater, er naturligt.
Ingen af dem har selv gået på efterskole – og de er et godt eksempel på, at efterskolen som institution har ændret sig meget siden særligt årtusindskiftet.
”Dengang gik man jo på efterskole, hvis man var utilpasset,” siger Mette.
På Viby ser Mette også en forandring. Nogle ting er konstante, andre ting er forskellige fra år til år.
Særligt fremhæver Mette de store musicalproduktioner – de er blevet langt mere professionelle. I de tidlige år var der også langt flere drenge, fordi Viby var mere musik-båret.
”Men så er der også bare de dér lærere, der har været der i mange, mange år. Eller at man hvert år synger ’Season of Love’. De dér ting, der bare går igen og skaber en hyggelig tradition,” siger Mette og fortsætter: ”Det har heller ikke ændret sig, at det sociale aspekt virkelig prioriteres højt på Viby. Det er fuldstændig fænomenalt at komme ind i et setup, hvor der er nogle voksne, der skaber trygge rammer, som de unge både kan vokse og fejle i.”
Den nysgerrige flue
I løbet af et efterskoleår stod Mette som forælder meget på sidelinjen. Kigget på sine børn, og haft lidt lettere ved at give slip, fordi de i deres unge alder har været fyldt med gåpåmod og lyst til at udfordre livet.
I det store hele har det været let – men der er også eksempler på, at nysgerrigheden har været for stor.
”Da Nikolaj havde sine første måneder på efterskole, tog jeg mig selv i at kigge på ugeplanen og tænke: ’Neeej, nu har han drama!’ Jeg var SÅ nysgerrig og havde lyst til at være fluen på væggen i det dramalokale,” siger Mette.
Den dag i dag, hvor Mette spiller forestillingen ’Bonnie and Clyde’ på Odense Teater, får hun stadig sin Viby-nysgerrig stillet. Her spiller hun nemlig sammen med 15-årige Magnus, der i øjeblikket går på Viby Efterskole.
Fra forestillingen “Bonnie & Clyde” på Odense Teater, 2023. Mette prøver som Clydes mor at komme hen til hendes søn, der netop er idømt 16 års fængsel. Foto: Benjamin La Cour
”Det er bare så skidesjovt at høre om alt det de laver – det er jo første gang for Magnus, og det er fantastisk at opleve et barn, der er fuldstændig begejstret over de mange højdepunkter på et efterskoleår,” siger Mette.
De svære følelser
Mette kan tydeligt se, at hendes børn har udviklet sig sindssygt meget. De har ikke bare fået venner og fortrolige relationer i hele landet – de har også fået modet til at kaste sig ud i store, kreative projekter.
”For eksempel er de ti fra Nikolajs årgang, der har lavet et pladeselskab sammen. Nikolaj har også lige udgivet sin egen plade. De er stærke sammen – og selvom de nu får nye venner i gymnasiet, er det en virkelig stærk ballast at have de efterskole-relationer,” siger Mette.
Gennem året blev Mette også mor til nogle mere modne børn. De turde tale om også de svære følelser og havde måske prøvet at få en kæreste og blive forelsket.
Og Mette er ikke i tvivl om, at det trygge efterskolemiljø – hvor man har snakket om de svære følelser – har været afgørende. Et fællesskab, der for eksempel styrkes hver morgen, når de morgenfriskt synger højskolesange.
”At de dagligt synger i kor eller står på scenen sammen, er noget af det, der styrker fællesskabet og dine sociale muskler allermest. Her er man afhængige af hinanden, afhængige af at lytte til hinanden,” siger Mette.
For moren på sidelinjen var det særligt rørende og interessant at se alle de mindre projekter. Facebook-videoer fra ’Åben Scene,’ de korte monologer eller den hjemmelavede dansekoreografi:
”Her kan man virkelig se, hvor meget de giver af sig selv – og hvor meget, de har lært!”
At græde, fordi ens barn græder
På velkomst- og afskeds-dagene kom efterskole-ånden tydeligst til udtryk. At høre en efterskole-lærer, der talte til en gruppe unge om det at lære af fællesskabet og have modet til at udfordre livet, rørte altid Mette.
”Og så var det altid totalt vildt at opleve græde-turen og at se store, stærke teenagedrenge stå og tude deres sjæl ud. Det er jo måske første gang, de græder af, at noget fantastisk har sin ende og det er så bevægende, at jeg selv altid kniber en tåre,” siger Mette.
Så meget hjerte og smerte til stede den dag, husker hun.
Mettes børn beskæftiger sig i dag stadig med det kreative. Nikolaj med musical på gymnasiet og sin egen musikkarriere, og Clara som instruktørassisten, med drømme om at søge ind på Den Danske Scenekunstskole som både skuespiller og instruktør.
At de drømmer sig ind i branche, Mette selv har været en del af i 30 år, bekymrer hende slet ikke.
”Først og fremmest synes jeg, man skal gøre lige præcis det, man har lyst til. Freelance-livet kan være hårdt arbejde, men det giver også fantastisk meget frihed og en lyst til hele tiden at være innovativ og genopfinde sig selv,” siger hun.
Mettes råd til måske-kommende efterskoleforældre er, at de skal lytte til deres børn, finde det, der interesserer dem og så ellers bare besøge en masse efterskoler – gerne også de, der ligger længere væk, for på den måde at få børnene ud af deres vanlige miljø.
Og personligt kan Mette ikke anbefale et efterskoleår nok:
”Det er den største gave, vi har givet vores børn. Det koster pissemange penge, men det er dét værd,” siger Mette Marckmann.