Vibys Ansigter – Sebastian Munck Rasmussen

In Vibys ansigter by Mads MolinaLeave a Comment

Overhead-foto: Martin Dam

På Viby blev Sebastian Munck Rasmussen bevidst om, hvad en rigtig ven var for ham. Mens Sebastian lå på græsplænen og kiggede på stjerner, oplevede han for første gang at snakke med folk, der turde dele ud af deres personlige liv og følelser. Viby Efterskole blev den i dag 21-årige Sebastians start på en menneskelige men også kreativ modningsproces.

Han vågner på forårsdagen, hvor han ved, han vil få svar. Et par timer og så vil det tikke ind på mail.

Støvsugning. Oprydning. Endevende hele værelset.

Han ved ikke, hvordan han skal styre sin energi.

Hele tiden tjekker Sebastian sin mobil. ‘Kom nu, kom nu, kom nu.’

Klokken når at blive fem om eftermiddagen, og i en følelse af, at nu må det snart være tid, åbner han sin computer.

Han kan næsten ikke være i sin krop.

DING!

Mailen popper op ude i computerens venstre side, idet han åbner den.

Plasteret skal rives af, og han åbner den mail, han har ventet hele dagen på.

”Kære Sebastian Munck Rasmussen…”

Han når at tænke, at det er endnu et afslag – men der er alligevel noget ved opsætningen, der er anderledes.

”Du er hermed optaget på Den Danske Scenekunstskole 2023-2024. KÆMPESTORT TILLYKKE,” står der med versaler.

Foto: Lars A Kristiansen

Du fucking gjorde det, tænker han i en paf men lykkelig situation, han stadig i dag cirka et halvt år efter har svært ved at beskrive.

En ild i mig

Springgymnastik, spejder, kampsport. Sebastian har gået til det hele og altid været et legebarn.

Drama som valgfag i 7. klasse var hans chance for at prøve noget nyt, lege noget mere og måske finde den fritidsinteresse, der endelig hang ved.

Ikke mange meldte sig til valgfaget, men det stoppede ikke folkeskolelæreren i at sætte ambitionsniveauet højt.

”Der skete virkelig nogle spændende ting. Det var her, jeg fik min første aha-oplevelse med skuespillet,” siger Sebastian.

Folkeskolelærerne mente, at Sebastian også skulle prøve kræfter med skuespillet i fritiden og foreslog ham amatørmusical-gruppen Elverfolket i Holbæk.

”Jeg fik hurtigt min første store rolle som Peter Pan i en opsætning med over 100 mennesker. Det var kæmpestort for mig,” siger han.

Sebastian kunne mærke, at det fangede ham omgående, selvom han slet ikke havde regnet med en så stor rolle på et så tidligt tidspunkt:

”Det tændte en ild i mig. Det var sindssygt og specielt.”

Blandt de unge i Elverfolket var det kutyme, at hvis man godt kunne lide at spille teater, så skulle man på Viby Efterskole.

Foto: Maria Holm Kristensen

Ægte venner

For Sebastian handlede efterskoleåret både om at dyrke mere teater, men også om at komme væk fra provinslivet.

”Det kunne godt blive lidt overfladisk og drengerøvet i Holbæk der i ottende og niende klasse. Og at spille teater var da også noget, der førte et par stikpiller og undrende bemærkninger med sig,” siger Sebastian og fortsætter: ”Men jeg kunne mærke, at der var noget reelt i min interesse og holdt fast.”

På Viby Efterskole mærkede Sebastian allerede i de første uger, hvordan det var helt anderledes at snakke med mennesker, der havde fundet samme interesse i teater, og hvordan deres forhold udviklede sig i kraft af dette.

”Mit store mål for at starte på Viby var at få ægte venner, jeg kunne danne en ægte relation til – og det mål fik jeg opfyldt. Vi var og er en stor gruppe, som fandt hinanden og som knyttede de her reelle bånd til hinanden,” siger Sebastian.

Han knyttede bånd på græsplænen under stjernehimlen, og mærkede som et ungt menneske for første gang, hvordan et ægte venskab føles.

Rent kreativt fyldte legen og nysgerrigheden mest i Sebastians efterskoleår. Det store teaterhold, hvor der var mindre tid til den enkeltes udvikling, gjorde, at hans teatergnist forsvandt en smule – i stedet prøvede Sebastian både kræfter med dansen og musikken.

”Jeg fandt på Viby dog også endegyldigt ud af, at det var det mere klassiske teaterskuespil og ikke musical, der interesserede mig mest,” siger han.

Legen må godt være seriøs

På Holbæk Drama College fik denne interesse lov til at modne endnu mere i Sebastian. Sideløbende med en normal gymnasiehverdag på Stenhus Gymnasium fik han i en lille, intim teatergruppe plads til at dyrke skuespillet.

”Det var redningen fra gymnasiet. Jeg kunne møde ind i skole, sidde alene med musik i ørerne i min samfundsfag-engelsk klasse, vente på at klokken slog tre, få fri, cykle ned på teateret, mødes med de andre, der havde haft det på præcis samme måde og så bare sænke skuldrene og være sammen for at lave det, vi godt kunne lide,” siger Sebastian.

To måneder inde i undervisningen på Holbæk Drama College blev den lille håndfuld 16-årige elever sat i en rundkreds. Meget direkte blev de af deres underviser spurgt: ’Vil I ægte-gerne være skuespillere? Vil I ægte det her?’

”Og der sad vi så som 16-årige, helt blæst oveni hovedet, med ærefrygt overfor de dér skuespillerskoler, som alle snakkede om, og som det jo var – og er – umuligt at komme ind på,” siger Sebastian.

Fra forestillingen ‘Fluernes Herre’ på Holbæk Drama College i 2021. Foto: Mie Neel

Alligevel åbnede spørgsmålet op for nye overvejelser.

Skulle Sebastian sige højt, at han gerne vil gå all-in på det, han elskede og elsker? Det gik fra at være en uopnåelig drøm til at være en drøm, han faktisk godt kunne nå, hvis han arbejdede hårdt nok for det.

Sebastian satte sammen med sine syv medstuderende langsomt gennem de tre år på Holbæk Drama College ambitionsniveauet højere og højere. Skuespillet var stadig et frirum, men med blod på tanden kom også seriøsiteten.

”Jeg blev på en måde bevidst om, at legen også godt måtte være seriøs – og at den kunne være det, når det kom til netop skuespillet,” siger Sebastian

Fra William Shakespeare til Nanna Cecilie Bang

I den lille stolerundkreds på Holbæk Drama Colleges første år fik Sebastian koldsved og nervøse sammentrækninger, da snakken faldt på Den Danske Scenekunstskole (DDSKS) – men efter tre år på Drama College følte hans sig klar.

”Jeg havde i slutningen af 3.g en reel følelse af, at jeg godt kunne komme ind. Måske ikke lige i første forsøg, men det skulle nok ske. Det var fucking nervepirrende at sige det højt til sig selv, men det gav også et gåpåmod,” siger Sebastian.

Den store selvtillid viste sig også i Sebastians valg af monolog, da han tilbage i december 2021 søgte ind første gang. Det skulle være klassisk, intenst og ’nu skal I bare se’-agtigt, fortæller Sebastian – det skulle være Hamlet.

”Det var – og er – benhårdt at søge ind på de skoler. Første gang var jeg 19 år, og jeg tror det var godt for mig og min selvtillid, at jeg fik afslag. Jeg kom lige ned på jorden igen, og var i andet optagelsesforløb mere ydmyg og afslappet,” siger Sebastian.

Da Sebastian for anden gang i december 2022 søgte ind på DDSKS, valgte han en mere naturalistisk og personlig monolog af dramatiker Nanna Cecilie Bang.

Foto: Mie Neel

”Jeg prøvede at gøre det så reelt for mig selv som muligt. Det var ikke – som Hamlet – en rolle, jeg skulle spille, som havde jeg den i strakt arm. Nu kunne jeg relatere dybt til teksten,” siger Sebastian.

Selvom Sebastian var pisse-bange for at få endnu et afslag, lykkedes det.

Mailen kom, og Sebastian var optaget på Skuespiluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole i Århus med start i sommeren 2023.

Rejsen fremfor målet

Sebastian beskriver det som en gave fra oven, at han på det tidspunkt i sit liv kunne flytte til Århus. Han var klar og modnet til at leve det selvstændige liv, han på Viby Efterskole havde fået en smagsprøve på.

Selvom det i dag er blevet hverdag at gå på en af landets skuespillerskoler – med til tider kedelig undervisning og hård fysisk træning – så snakker han meget med sine seks medstuderende om taknemlighed:

”Vi er bare så taknemlige for, at vi får lov til det her. Det er en kæmpe mulighed, et blåstempl i en skør og vild branche og en konstant følelse af, at ’velkommen til; nu er du inde, og nu er der fest og farver’,” siger han.

Sebastian vil som skuespiller både få folk til at grine og græde og finder spændende elementer i skuespillet både bag kameralinsen og på de skrå brædder – og dog:

”Det er alligevel som om, jeg finder grunden til, hvorfor jeg laver det her, når jeg spiller klassisk scene-teater. Jeg har bare en drøm at komme til udlandet og se, om det kan bære frugt,” siger Sebastian.

Han skal dog også huske sig selv på at tage den med ro. At det ikke er mere end lidt over to år siden, at han red til sin første optagelsesprøve på en høj hest med Hamlet i hænderne – særligt, når mulighederne og drømmene er mange:

”Jeg er færdiguddannet som 23-årig, og der er mange muligheder – så jeg skal huske at tage den med ro. Det er noget, jeg har arbejdet meget med her det sidste halve år,” siger Sebastian og fortsætter: ”Tag den med ro, lad være med at have for høje forventninger til dig selv og nyd rejsen fremfor målet – det kan jeg ikke sige nok gange til mig selv.”

Foto: David Matschofsky

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.