Om det er nørderiet alene ved klaveret eller den store liveoplevelse i Lille VEGA – musikken har siden efterskoleåret i 2016/17 fyldt meget i Sidsels liv. I dag er hun pianist og backing sanger i indie rock bandet Kalaset, der stormer frem på den danske musikscene.
Foråret 2022. De spiller deres første koncert efter corona på Lille VEGA i København.
Cirka et halvt år før er deres første single ’Riv i Mit Hår’ kommet på gaden. Og selvom den var blevet godt modtaget og blandt andet blevet kåret som P3’s Uundgåelige, var det, der mødte Sidsel og hendes band Kalaset på scenen vildt.
”Jeg kan stadig huske at se folk skrige og synge med – være med på den. Og huske at få en følelse af, at det er dét her, vi har gjort det hele for,” siger Sidsel.
Alt dét, der startede i foråret 2018. I Sidsels forældres garage, ikke langt fra Middelfart Gymnasium. Med Morten, Jakob, Henrik og Anders. Forsangeren, trommeslageren, bassisten og guitaristen.
Fem gymnasievenner, der startede med at spille coversange og nu om et par uger skal spille i opvarmningsdagene på Roskilde Festival.
Selvom 23-årige Sidsel Due ikke fatter, at tiden er gået så stærkt, at hun allerede er 23 år, og at det er snart tre år siden, hun og drengene gik ud af gymnasiet, har hun haft sig selv med hele vejen – og hele tiden været omgivet af mennesker, hun holder af.
At nørde klaverspillet
Allerede som helt lille sad Sidsel på klaverbænken ved siden af sin far. Lyttede på hans klaver- og guitarspil, sang med på sangene, han spillede. Som seksårig tog Sidsels far hende også med i teateret. De skulle se musicalen ’Troldmanden fra Oz’.
”Jeg kan stadig huske følelsen i maven – jeg begyndte næsten at græde. Følelsen af, at man bare kan give sig fuldstændig hen til et magisk sted, var fantastisk,” siger Sidsel.
Hverdagen brugte Sidsel på en lille friskole i Middelfart. Også her fyldte det kreative.
”Vi sang for eksempel morgensang hver eneste morgen. Det var en fantastisk måde at starten dagen på – når fællessangen skaber den dér samhørighed,” siger Sidsel.
En klassisk tilgang til musikken bragte Sidsel forbi både blokfløjten og violinen, inden hun som 13-årig endte ved klaveret. Tiden alene på klaverbænken greb langsomt om sig.
”Jeg dyrkede det rigtig meget. Jeg nørdede klaverspillet,” siger Sidsel.
Det var Sidsels treårige ældre storebror og hans efterskoleophold, der fik Sidsels øjne op for det fede ved efterskole.
”Da jeg besøgte ham, kunne jeg bare se hvor gavnligt det var for ham og hvor meget han voksede af det. Så da jeg skulle til at vælge, var jeg ikke rigtig i tvivl. Og så havde jeg slet ikke travlt med at komme videre i gymnasiet – jeg var bare klar på at afprøve alt det her scenekunst og musik,” siger Sidsel.
Et springbræt til forandring
Sidsel var også klar og sulten på at møde nye mennesker. I sin folkeskoletid havde hun ikke meget mere socialt end med de 15 elever, hun gik i klasse med. Elever, der i øvrigt ikke var så interesserede i musik.
”Det var på mange måder et kæmpe kulturchok at starte på Viby, hvor der var plads til alle – og hvor jeg virkelig så op til mange, både for deres kreative dygtighed, men også for hvem de var som mennesker,” siger Sidsel.
Tænker Sidsel tilbage på efterskoletiden i dag, husker hun dog også, hvordan mødet med en masse inspirerende mennesker gjorde hende mere usikker på, hvem hun selv var.
”Jeg følte, at alle omkring mig var så meget mere spændende end mig – der fandt jeg en tryghed i, at jeg var god til klaver. Nørderiet alene ved klaveret blev mit ’go-to’, mit ’safe space’, og det førte i perioder til, at jeg begyndte at lukke mig lidt inde,” siger Sidsel.
I Sidsels efterfølgende gymnasietid blev hun bedre til at åbne op. På mange måder blev alle hendes oplevelser på Viby et springbræt til den forandring.
”Det har uden tvivl været med til at forme mig som menneske,” siger Sidsel.
De mange timer med klaver-nørderi skabte samtidig en dygtig og ambitiøs pianist. Viby gav Sidsel et kæmpe drive til at dygtiggøre sig, og hun var sikker på, at hun ville søge ind på den musikkonservatorieforberedende uddannelse MGK.
”Jeg elskede bare min lille boble af nørderi på Viby. Jeg har aldrig være så faglig dygtig til noget som på Viby. Undervisningsniveauet var højt og lærerne var dygtige til at formidle,” siger Sidsel
Festgildet
Sidsel var slet ikke i tvivl om, at hendes efterfølgende tid på Middelfart Gymnasie skulle foregå i musikklassen.
”I min grundforløbsklasse var der mange, der var i tvivl om, hvad de skulle vælge. De tænkte over, hvad der gav mening i forhold til deres fremtid. At et B-niveau fag åbnede for det ene og at man skulle have de her fag for at kunne det andet. Og jeg forstod det virkelig, virkelig ikke. Jeg valgte udelukkende musik, fordi jeg bare gerne vil have nogle fede tre år,” siger Sidsel.
Gymnasietiden endte med at blive de bedste år i Sidsels liv.
Sidsel følte sig mere moden og klar til at møde nye mennesker – og hun fik da også nogle af de bedste venner gennem musikklassen.
Nogle af dem blev endda hendes bandmedlemmer – og senere roomies.
Det var Morten og Jakob, der første gang hev Sidsel over i gymnasiets musiklokale, hvor Henrik mødte dem. Langsomt begyndte de at jamme sammen og Anders kom til.
Og selvom det primært var coversange, der fyldte repertoiret, spillede de hurtigt mange koncerter.
”Vi kastede os bare ud i det. Jakob var god til at melde os til alle mulige udviklingsprogrammer, musikkonkurrencer og spillejobs – også selvom vi slet ikke var klar til det,” siger Sidsel.
Med koncerter kom også krav. Krav til, at der for eksempel skulle præsenteres et bandnavn.
”Det var egentlig lidt tilfældigt, at det blev Kalaset. Vi skulle spille vores første koncert, og vi skulle jo bruge et navn. Vi cyklede rundt i ordbogen, og så kom ordet ’kalaset’ op – der på svensk og gammel-dansk betyder ’fest, festgilde’ – og det lød da meget fedt. Det var ret impulsivt, men nu er det faktisk vokset på mig,” siger Sidsel
Bandet begyndte at smugle et par af deres selvskrevne, danske sange ind i deres sets – sange, som forsangeren Morten ofte skrev og kom med konkrete idéer til.
Sidsel fik samtidig øjnene op for, at man ikke behøver være faglig dygtig for at skabe musik.
”Jeg fik en ny gnist for musikken – nu var det at skabe noget kreativt sammen, at der ikke var noget rigtig eller forkert svar, det tændte mig,” siger Sidsel.
Et liveband
Umiddelbart efter gymnasiets slutning i 2020 flyttede Sidsel, Morten, Jakob, Henrik og Anders sammen i et kollektiv ved Skanderborg. Og selvom coronaen stadig hærgede frem til sommeren 2021 ramte det ikke bandet.
“Selvom alt andet var lukket ned, så havde vi jo hinanden, fordi vi flyttede sammen. Vi blev låst totalt inde og skrev en masse musik – det nærmest gavnede os lige dér,” siger Sidsel.
I sommeren 2021 fik Kalaset en pladekontrakt med Universal Music og et par måneder senere kom ’Riv I Mit Hår’ på gaden – en sang, der måske var bandets første danske sang og som har været mange versioner, indspilninger og live-fremførelser igennem.
”Det var en forløsning, da den endelig kom ud. Og det var så fedt, at den bare blev taget godt imod både i radioen og på scenerne,” siger Sidsel.
Og så er vi tilbage til den forløsende aften på Lille VEGA.
”Det var ren eufori. Vi var høje hele natten efter den koncert alene på den følelse,” siger Sidsel.
På mange måder er Kalaset et liveband. Et band, der lever af samhørigheden med publikum. Af at mærke, at det man giver, får man også igen. Det er dér, deres kærlighed til musikken ligger.
Full-circle-agtigt
Selvom de fem gymnasievenner, bandmedlemmer og roomies nu flytter fra hinanden efter 2,5 år i kollektivet, venter der mange oplevelser i fremtiden. Kl. 16:15 d. 27. juni står de for eksempel på Roskilde Festivals ’Eos’-scene.
”Morten stod allerede, da vi for fem år siden øvede i min fars garage og råbte: ’Hva’ så Roskilde!!’ Så det har uden tvivl altid været en drøm,” siger Sidsel.
Personligt har Sidsel et helt særligt tilhørsforhold til Roskilde og glæder sig til at komme igen.
”Det er som om, der er et eller andet med Roskilde Festival. Jeg ved ikke, hvad det er. Der er alle øjnene rettet hen, og jeg har også selv nogle nostalgiske oplevelser med festivalen. Jeg husker for eksempel stadig, at vi efter sidste dag på efterskolen – efter vi havde grædt i et par timer – blev hentet i en bus og så kørt direkte til Roskilde,” siger Sidsel.
For bandet bliver det også sundt, at man ikke i fremtiden bare lige kan øve efter morgenmaden.
”Flytningen føles meget naturligt for os. Vi skal prøve noget nyt, og det bliver godt, at vi også skal prøve at savne hinanden. Det bliver sikkert nogle mere intense øvere. Og så udgav vi vores debutalbum i marts i år, hvor sangene er både fra gymnasie- og kollektivtiden. Det føles på en måde meget full-circle-agtigt, at vi siger farvel til den tid nu,” siger Sidsel.
Spørger man pianisten om hendes drømme og mål, er hun mere tøvende. De er ikke så konkrete, men hun og bandet glæder sig til fremtiden.
”Jeg håber bare på, at vi om 10 år har fået endnu flere af de oplevelser, vi allerede har sammen nu. Store som små,” siger Sidsel.
