Vibys ansigter – Sigrid Dreyer-Top Bording

In Vibys ansigter by René Holm HansenLeave a Comment

Den 18. marts ændrede hverdagen sig radikalt i Danmark. Mette Frederiksen meddelte danskerne, at landet lukkede ned grundet Coronavirus. Det gjorde den fysiske tilstedeværelse også for årgang 2019/2020 på Viby Efterskole.

Af Emma Rudbeck

Det er onsdag aften. Lige inden Danmark lukker ned. 16-årige Sigrid Dreyer-Top Bording hygger sig på Viby Efterskole. Hun og resten af skolen har lige spist aftensmad. Skolens klokke ringer. Det gør den normalt ikke på det her tidspunkt. Alle skal samles ved skolens AMFI-scene.

”Vi fik besked på at forlade skolen rimelig hurtigt. Samme aften eller tidlig morgen. En time efter beskeden kom min mor for at hente mig. Folk blev kede af det. Jeg blev rigtig sur, og det gik ud over min mor i bilen. Nu måtte vi ikke være på skolen mere eller komme på studietur til Barcelona. Jeg var nok sur over, at jeg skulle væk fra efterskolen. Vi har kun det her ene år,” fortæller Sigrid.

Men selvom skuffelsen over en aflyst studietur og hverdagen generelt er stor, så har elever og lærere på Viby Efterskole alligevel formået at få det bedste ud af situationen.

Hvordan fungerer efterskolelivet i Coronatiden?
”Skoledagene er noget anderledes. Og så alligevel ikke. Al vores undervisning foregår virtuelt over Zoom. Vi starter med morgensamling og efterfølgende har vi undervisning. Vi gør ret meget, som vi plejer. Hver mandag har vi musikquiz. Det er så online nu. Så er vores familier også med. Ofte leger vi Morder-leg på skolen om fredagen. Det gør vi nu også over Zoom. Vi har også stadig dans, drama og musik. Lærerne gør meget for, at vi stadig har en lille smule efterskole-feeling.”

Hvordan er det at gå i virtuel skole?
”Det er nyt og meget anderledes. Jeg synes også, at det er lidt sjovt. Men det bliver træls i længden. Man mangler hinanden. Det positive og sjove er, at man lige får set alles værelser. Men jeg vil helt klart foretrække at sidde sammen rigtigt. Det er også lidt udfordrende, når alles internet ikke lige er tiptop. Jeg har ekstremt dårligt internet, så det driller lidt, når vi øver teater. Mine replikker er hele tiden forsinkede.”

Hvordan er det at gå på efterskole lige nu?
”Det er rigtig hårdt. Det er svært ikke at se dem på efterskolen, som man er sammen med 24/7 normalt. Efterskoleåret er jo en engangsforestilling. Nu sætter Corona lidt en stopper for at få fuldt udbyttet af året, men det stopper os ikke i at være sammen. Hvertfald ikke virtuelt.”

Hvad glæder du dig mest til ved at komme tilbage?
”Fællesskabet. Det blev virkelig godt efter musicalen, men nu virker det endnu stærkere. Vi er sammen i den her længsel til hinanden. Så jeg tror, at det bliver endnu bedre, når vi må være sammen igen. Jeg glæder mig til at se folk rigtig igen.”

Livet under Corona-krisen har generelt ændret sig. Usikkerheden fylder alle steder. Også på Viby Efterskole, hvor det endnu er usikkert, hvornår eleverne får lov til at vende tilbage til hverdagen på efterskolen.

”Jeg frygter, at vi ikke når at komme tilbage på efterskolen. Men jeg håber det inderligt. Vi vil bare gerne nyde den sidste tid sammen og lægge Corona bag os. Jeg håber ikke, at der kommer til at være så meget snak om, at Corona har ødelagt året. Fordi det føler jeg ikke, at det har. Det har været en klods på vejen, men den skal vi bare lige over. Vi ved jo godt, at det har været hårdt for alle. Nu håber jeg bare, at vi snart kan komme hjem. Jeg savner de andre, mit værelse og skolens gode mad,” fortæller Sigrid med et lille grin.

Viby Efterskole glæder sig til forhåbenligt snart at kunne byde eleverne hjem igen.

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.