Simone Isabel Nørgaard by HEIN Photograph

Vibys ansigter – Simone Isabel Nørgaard

In Vibys ansigter by René Holm Hansen2 Comments

Vibys ansigter – Simone Isabel Nørgaard

I 2005/2006 gik den nu 29-årige Simone Isabel Nørgaard på Viby Efterskole, hvor kærligheden til drama omsluttede hele skoleåret. Nu er det netop dramatikken, som er blevet hendes levevej efter, at hun blev færdiguddannet fra Dramatikeruddannelsen, som nu hedder Linjen for Dramatisk Skrivekunst ved Den Danske Scenekunstskole, ved Aarhus Teater i 2013.

Af Emma Rudbeck

Siden Simone Isabel Nørgaard var helt lille, er det det med at fortælle historier, der har fascineret hende. Det at træde ind i en helt anden verden og få dem fortalt på en scene.

”Jeg har altid holdt mere af teater end af at skrive. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg kunne kombinere de to ting. Jeg synes, at det er fantastisk at kunne finde på noget, som ikke var der før. Det er magisk, og jeg bliver aldrig træt af det. Så er jeg bare privilegeret, at der er nogle dygtige skuespillere, som får mine ord og tekster til at ske,” fortæller Simone.

For tiden er Simones forestilling om Danmarks ukendte verdensstjerne Inge Lehmann med Iben Hjejle i hovedrollen sat op på Folketeateret.

Hvordan var det at gå på Viby Efterskole?

”Det var et vildt fedt år, hvor jeg kunne fordybe mig i teater. Det var en kæmpe drøm for mig at gå på Viby. Jeg havde stået på ventelisten længe. Det var næsten større for mig at få en plads på Viby, end da jeg kom ind på Dramatikeruddannelsen. Det var virkelig vildt for mig, fordi jeg havde så høje forventninger. Samtidig var det også vildt skræmmende at starte. Jeg kan huske første dag, hvor mine forældre kørte væk fra skole. Jeg tænkte: ’Fuck, skal jeg være her i et år. Uden dem.”

Hvad har du lært af et år på Viby?

”Rigtig mange ting. Min start på efterskolen var lidt hård, da jeg brugte lidt tid på at finde mig til rette. Men det lærte mig, at det kan betale sig at holde ved, selvom det til tider kan være hårdt. Det har givet mig noget. Derudover betød det enormt meget for mig, at skolen og lærerne tog drama og os elever så alvorligt, og det var fantastisk at opleve. Bare det at man sætter så lang tid af til en musical, siger det hele.”

Hvordan har efterskolen påvirket dig?

”Det gjorde meget for min selvstændighed at være væk et år hjemmefra. Jeg voksede meget som person. Så har det her efterskolefællesskab også bare en særlig plads hos mig.  Folk var meget anderledes end mig. Jeg kom fra Amager til en lille plet på Fyn. Man blev venner på en helt særlig måde. Selvom der kan gå rigtig lang tid i mellem, at jeg ser mine efterskolevenner, så er der bare en helt bestemt stemning mellem os. Det tror jeg er, hvad et år sammen gør ved en.”

Nu er Simone i gang med at researche til en musical, som foregår i 1800-tallet. I starten var hun bekymret for, om hun overhovedet kunne få jobs som freelance dramatiker. Men det går mere end godt for hende nu.

”Det foregår oftest sådan, at jeg bliver kontaktet, hvor kunden bestiller en ’vare’. Altså et manuskript.  Det kan være meget specifikt eller helt åbent. Så er det min opgave at komme op med en idé. Derefter går jeg i gang med at researche en hel masse. Som nu hvor jeg skal skrive om 1800-tallet, læser jeg en masse om perioden, fordi jeg ikke har beskæftiget mig med den før. Jeg kigger på billeder og ser video, hvor jeg på den måde hele tiden finder ’gaver’ til det univers, jeg skal skabe,” fortæller Simone om arbejdet som manuskriptforfatter.

Siden hun blev færdiguddannet i 2013, har Simone modtaget flere priser for sit talent som manuskriptforfatter.

Comments

Send en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.