24-årige Søren Torpegaard Lund har sunget i Operaen, for dronningen og for grandprix-publikummet. Hans til tider naive men også vilde gåpåmod har gjort ham til en af de yngste musicalpreformere i Danmark – og så har han gået på Viby Efterskole.
Den kun 17-årige Søren var næsten lige flyttet hjemmefra. Fra Sydfyn til Vestjylland. Og selvom han kunne bo hos hans bedsteforældre, stod han pludselig meget alene. Han var kun lige stoppet på efterskole, og mens han gik i gymnasiet, fik han undervisning i teater og musical på Dansk Talentakademi i Holstebro.
Gymnasiet blev dog hurtigt skiftet ud med fuld dedikation til det, Søren i lang tid havde haft som sin store drøm – musical.
En morgen, hvor han skulle på arbejde klokken syv om morgenen, vågnede han klokken halv fem.
Han ventede på en vigtig mail. Ugerne forinden havde han været til optagelsesprøve på det, der dengang hed Musicalakademiet i Fredericia. Han vidste, at han måtte melde sig syg den dag – han kunne simpelthen ikke være i sig selv.
”Jeg lå bare i fem timer og opdaterede min mail, og pludselig får jeg bare den bedste mail i verden – det var sindssygt,” siger Søren.
Søren var som historisk ung blevet optaget på Musicalakademiet. Det var sindssygt, husker han.
”Jeg tror, jeg turde at gøre det, fordi jeg havde et vildt gåpåmod, men også fordi jeg måske var lidt naiv og tænkte: ’Fuck alt andet, nu gør vi det bare!’ Jeg overvejede ikke rigtig konsekvenserne,” siger Søren.
Naturligheden
Søren er født og opvokset i den sydfynske provinsby Gudme. Selvom Sørens mor har spillet amatørteater før, og hans mormor sunget i kirkekor, var det ikke en kreativ familie han blev født ind i – begge hans brødre spillede håndbold. Det kreativ kom dog tidligt til Søren.
Musikundervisningen på den lille Oure Friskole førte til klavertimer i fritiden, mens utallige besøg hos Nyborg Voldspil vakte interessen for skuespillet.
”Det kreative føltes bare som noget meget mere naturligt for mig, end sport og de mere boglige fag gjorde,” siger Søren.
Allerede som 10-årig begyndte han at spille amatørteater – drømmen opstod.
”Jeg har sådan et papir fra folkeskolen, hvor man skulle skrive, hvad man ville være, når man blev stor. Der skrev jeg, at jeg enten ville være børnehavepædagog – det var min mor – eller cirkusartist,” siger Søren.
I 2014 kom Søren på Viby Efterskole. På Viby Efterskole skete der meget for Søren – både på det personlige og det kreative plan. Han mærkede for første gang, hvordan det var at arbejde med musical hver dag.
”Året på Viby var der, hvor jeg første gang virkelig kunne tage det kreative seriøst. Det var samtidig en prøvelse i, hvor hårdt man virkelig skal arbejde for og på en musical-uddannelse,” siger Søren.
Den lille mand på skulderen
Han fandt ud af, at det var det, han ville lave resten af livet. At han var motiveret for at arbejde lige så meget og lige så hårdt, som det krævede. Hans tre ugentlige fritimer blev hurtigt erstattet af musikundervisning og aftentimerne bestod også af musik, dans eller teater – Søren tog alt ind.
”Jeg havde ikke den der grundtræthed, som kommer med voksenansvaret, og alle de bekymringer, livet også indeholder. Jeg kunne vitterligt bruge 100 procent af min energi på det – det er også noget, som jeg heller aldrig rigtig har fået igen siden,” siger Søren.
Efterskoleåret var også for alvor der, hvor selvbevidstheden, identitetsbegrebet og ja, puberteten blev en realitet. Når Søren står på en scene, leder han efter den barnlige sindstilstand. Hvor der ikke er bekymringer, hvor den lille mand på skulderen, der sidder og slår Søren i hovedet er forsvundet.
Den lille mand havde ikke sat sig på 15-årige Sørens skulder endnu. Først da Søren skulle spille Danny i Vibys opsætning af Grease, tittede han frem.
”Det var første gang, jeg oplevede sådan en form for pres omkring det at lave musical. Inden havde det været mere intuitivt og naturligt. Der var ikke noget med at slå sig selv i hovedet,” siger Søren og fortsætter: ”Lige pludselig kunne jeg mærke, at jeg faktisk virkelig også skulle levere, fordi der var så mange, der kiggede på mig,” siger han.
Det var en ny selvbevidsthed, der også medførte tvivl. Hvor nætter kunne ende søvnløse, fordi tankemylderet tog over. Og det samtidig med, at Søren skulle forsøge at finde sig selv.
Sænkede skuldre
At komme fra en provinsby, hvor der ikke er nogen at spejle sig i, var udfordrende for Søren. De små kommentarer, de rynkede øjenbryn og de direkte, grænseoverskridende spørgsmål sårede ham.
På Viby blev han kastet ind i et fællesskab, der var forstående – et fællesskab, hvor der var plads til hele Søren.
”Jeg havde en følelse af, at jeg ikke behøvede at skamme mig over de sider, jeg måske havde prøvet at gemme før i tiden,” siger Søren.
Søren fik modet til at åbne op. I sit eget tempo fortalte han dem omkring sig, at han var homoseksuel – men det gik faktisk ret hurtigt.
”Det var måske i virkeligheden som en vejrtrækning, der havde siddet anspændt oppe i skulderne, hvor jeg bare kunne ånde ud på Viby. Sænke skuldrene og slappe af. Allerede inden for de første to måneder havde jeg fortalt det til de tætteste – og der var ingen, der synes det var mærkeligt,” siger Søren.
Det virkede naturligt for Søren at åbne op, og kigger han tilbage på det i dag, huske han det ikke en gang som en ’stor ting’. Da efterskoleåret var slut, var det bare sket.
Et naivt gåpåmod
Som 17-årig flyttede Søren fra Holstebro til Fredericia – væk fra sine bedsteforældre og for alvor hjemmefra. Søren husker det som ”helt vildt,” men han blev samtidig også bare nødt til det, hvis han skulle forfølge sin drøm.
I Fredericia var hans hverdag med musicalundervisning intens, men samtidig fantastisk. Han var den klart yngste af de otte optagne.
”Der var ret mange ting, jeg overhovedet ikke anede noget om. Hvor jeg hele tiden fik at vide, at jeg bare skulle vente på at blive ældre og få noget mere erfaring i livet. Jeg havde ikke den samme livserfaring at trække på. Jeg var ung og fuldstændig modulerbar,” siger Søren.
Han havde ingen stopklodser. Og hans kæmpe ja-hat var både et udtryk for en naiv teenageindstilling til alt, men samtidig også hans drive. Hans gåpåmod.
Arbejdsmoralen fra Viby
I 2019 blev Søren færdiguddannet og har lige siden spillet musicals på både Det Ny Teater, Det Kongelige Teater og Fredericia Teater. Han har stadig Viby med sig i dag.
”Helt fysisk har jeg min allerbedste veninde boende 400 meter oppe ad vejen. Vi og et par andre fra Viby har bygget en stærk vennegruppe, som på mange måder er mit fundament i både København og livet. Vi har stadig den der magi sammen, som vi fandt på Viby. Og så har jeg stadig den arbejdsmoral og ildsjælsfølelse, jeg fandt på Viby, med mig over alt,” siger Søren.
Noget har dog forandret sig siden efterskoleåret. Den voksne grundtræthed har langsomt sneget sig ind i Søren.
”Jeg kan mærke nu, at jeg er mere træt, end jeg var, da jeg startede på Viby. Det er en hård hverdag, hvor man bruger sin krop meget. Så i øjeblikket arbejder jeg på at finde en balance, hvor jeg har et afslappet privatliv og samtidig er energisk og klar, når jeg skal på arbejde om aftenen,” siger Søren.
Hvis Søren kan blive ved med at få lov til at lave så meget forskelligt, kan han sagtens spille musicals resten af livet. Skulle han give et råd til 15-årige Søren i Gudme, ville det være ret simpelt:
”Tag det roligt. Alt det, ud overhovedet kan forestille dig at drømme om, kommer til dig. Det bliver vildt, men husk også på at nyde det, mens du er i det.”