Vibys ansigter – Tune Madsen

In Vibys ansigter by René Holm HansenSend en kommentar

I skuret foran Viby Efterskole ryger to elever deres hjemmerullede smøger. Indenfor kommunikerer en tredje med omverdenen via mønttelefonen. I skolens biograf sidder en flok klistret til billedrørfjersynet, hvor Donna Martin og Dylan McKay ses i tv-serien Beverly Hills 90210. Det er en helt almindelig hverdagsaften for Tune Madsen.

Af Emma Rudbeck

For 42-årige Tune Madsen er året på Viby Efterskole en smule tåget. Både fordi det var i 92/93, men også fordi, året er indhyllet i en form for teenagetåge grundet en stor trang til at rive sig fri. Men to ting, husker Tune tydeligt fra efterskoletiden.

”Viby gav mig et fundament inden for musikken, som jeg har taget med mig videre i livet og min karrierer som trommeslager. Både i alle de bands, som jeg har spillet i, på konservatoriet i Odense og den dag i dag. Og så gav efterskolen mig venner for livet. En af dem bor jeg endda i opgang med og arbejder sammen med i dag. Flere andre har jeg også kontakt med efter så mange år, hvor vi har spillet en masse musik sammen,” fortæller Tune.

Tune har turneret verden rundt som trommeslager for blandt andet he Eclectic Moniker, Darkness Falls og Nabiha. I dag komponerer han musik til film og tv, samt arbejder som klipper på blandt andet X-Factor.

Hvorfor gik du på Viby Efterskole?
”Det var et meget bevidst valg, at det lige blev Viby.  Skolen er meget ambitiøs på det musikalske område. Her fik jeg mulighed for at udvikle mig som musiker og virkelig dyrke musikken på fuld tid. Samtidig blev jeg også meget inspireret af de andre elever, fordi de kom med deres musikalske idéer og præferencer, som gjorde mig en hel masse klogere.”

Hvordan var det at gå på skolen?
”Jeg synes, at skolen var fantastisk. Fagligt fik jeg rigtig meget ud af det. Særligt fordi vi var så dedikerede til musikken sammen. Det var superfedt. Og så blev man tømret sammen med de andre elever på en helt speciel måde. Man kan ikke bare opføre sig som en idiot og gå hjem igen, når man går på efterskole. Man bor sammen, så man bliver nødt til at få løst tingene sammen og stå på mål for sine handlinger. Det synes jeg er en rigtig vigtigt læring, når man er ung.”

Hvorfor er venskaber fra efterskolen så specielle?
”Fordi man bliver knyttet til hinanden på en særlig måde. Det her med, at man bruger alle timer i døgnet sammen, gør noget. Både fagligt og socialt. Man bliver venner med mennesker, som man måske ikke ville have mødt, hvis man ikke var på en efterskole. Du bliver kastet ud i et venskab i et miljø, hvor man er meget openminded. Det har gjort noget helt specielt for de venskaber, som jeg har fra efterskolen.”

Rigtig meget af har ændret sig på Viby Efterskole, siden Tune begyndte i 1993. Bygningerne, forstanderparret og de førhen strikse regler er lempet betydeligt. Men alligevel var alt ved det gamle, da elevholdet 93/94 mødtes til 25 års jubilæum sidste år.

”Det var sjovt at se alle sammen igen. Det var nærmest som om, tiden havde stået stille. Folk lignede fuldstændig sig selv, som da vi gik på skolen. Det føltes som om, intet havde ændret sig, fordi alle røg direkte tilbage i deres gamle roller. Det var helt specielt at opleve. Og så var det sjovt at dele med de af mine efterskolevenner, som jeg har fulgtes med siden 1993,” fortæller Tune.

Hvis du også gerne vil gå på Viby Efterskole, kan du læse mere på viby-efterskole.dk.

Send en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.