Vibys ansigter – Vigga Kæmpe

In Vibys ansigter by René Holm Hansen4 Comments

I syv år har den australske millionby Melbourne dannet rammen for 15-årige Vigga Kæmpes hjem. Om få måneder vender hun hjem efter snart et halv liv på den anden side af kloden. Hjem til det Danmark, hun savner. Og hjem til en helt ny tilværelse på Viby Efterskole.

Af Emma Rudbeck

Oprindeligt var planen, at Vigga Kæmpe skulle bo i Australien i fire år. Det er nu blevet til syv. Men hjemlængsel hiver i hende og har gjort det længe. Det er ikke fordi, at Australien ikke er godt i Viggas optik. Det er bare ikke Danmark.

”Det er en anden og anderledes kultur, men det er ikke mit hjem for good. Jeg har længe drømt om at bo i Danmark igen, så derfor var et år på efterskole en unik mulighed. Jeg glæder mig helt vildt meget til at starte på Viby. Og nu er der kun et par måneder tilbage,” fortæller Vigga.

Hvorfor vil du gå på efterskole?

”Det er et godt spørgsmål. Da vi var hjemme i 2016, kiggede min storebror på efterskole. Efterfølgende søgte jeg på internettet på den bedste teater- og danseefterskole, fordi jeg går meget op i dét. Da Viby dukkede op. Så sagde jeg til min mor, at det her var perfekt og lige det, jeg gerne ville.  Der tænkte jeg, at det ville være den perfekte mulighed for mig for at komme tilbage. Så siden 2016 har jeg talt måneder til skolestart.”

Hvad glæder du dig til ved at gå på Viby?

”Det må være at møde alle de nye elever og skabe en masse nye minder sammen. Jeg glæder mig til at udfordre mig selv en masse og prøve noget nyt. Både inden for teater og dans, som jeg elsker, men også i det at jeg flytter hjem til Danmark helt alene. Det er også en spændende udfordring for mig.”

Hvilke udfordringer tror du, at der er ved at starte?

”Jeg rejste jo til Australien med min familie, så det er lidt mærkeligt at skulle rejse hjem alene til Danmark. De bliver jo her, så det bliver hårdt. Det er et helt år uden dem. En anden ting er, at jeg skal gå i dansk skole. Det har jeg ikke gjort længe! I Australien er skolegange meget konservativ. Jeg går i skoleuniform med slips, blazer og ny polerede sko. Hvis sokkerne ikke er i den rigtige, grå nuance eller nederdelen ikke lang nok, så er det eftersidning. Derfor bliver det meget anderledes på Viby.”

Billetten fra Melbourne er bestilt til 15. juli, hvor hun siger på gensyn til hendes forældre og storebror. Det betyder, at Vigga inden længe skifter kæmpestore Melbourne ud med det relativt mindre Nørre Aaby.

”Det bliver anderledes, men jeg synes, at Nørre Aaby er så hyggelig. Men også en stor omvæltning. Australien er super multikulturel. Det er Danmark slet ikke på samme måde, så det bliver interessant at mærke den forskel. De gange jeg har besøgt skolen, har jeg fået et sug i maven og bare tænkt, at det her er min drømmeskole. Nu får jeg igen det der sug igen bare ved tanken. Jeg er så parat til at komme hjem til Danmark og til at gå på efterskole,” griner Vigga.

Hvis du også interesseret i at gå på Viby Efterskole, kan du læse mere på viby-efterskole.dk.

Comments

  1. Vigga Bjerring Kæmpes mormor og morfar glæder sig også, fordi vi får både Vigga og Viby Efterskole lidt tættere ind på livet. Der er ingen tvivl om, at efterskolen er Viggas, og at det er dér, hun hører til i skoleåret 2019-20. Men da vi bor kun 20 km. fra efterskolen, regner vi med at være “aktive pårørende”, når skolen indbyder til arrangementer, og i nogle af Viggas hjemrejse-weekends og ferier…
    PS. Vil Viby Efterskole “ud af huset” med en lille dansetrup eller et orkester, så lægger vi gerne lokale til her i kulturhuset “Sulelængen i magtenbølle” 🙂

  2. Vi der bor på Sydfyn, dvs. Farmor farfar, farbror, faster, samt fætter og kusine, glæder os også til at kunne nyde Viggas selskab engang imellem.

  3. Pingback: Vibys ansigter – Vigga Kæmpe • Viby Efterskole

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.