Vise ord fra en kæmpe

Af Sofie Lauritsen – viby 18/19

En dag vågnede vi op
Overbeviste om at vi kunne klare os selv
Overbeviste om at intet kunne stoppe os
Vi havde drømme
Vi havde mål
Nogle realistiske og inden for rækkevidde
Andre mere umulige
De grinte og sagde okay
Vi kunne se det i deres øjne
De troede ikke på os
De troede ikke på at små knopper kunne blive til brede blade
Men deres tvivl gjorde os stærke
Fik os til at tro endnu mere på det
Ingen skulle sætte nogen grænse

Vi forlod dem
Drog afsted uden en plan
Med et uopnåeligt mål
De bad os passe på
Men vi rystede bare på hovedet
Vi kunne alt
Det var sjovt
Ingen bekymringer
Ingen grænse
Ingen dumme spørgsmål
Legen blev bare ved
Gjorde os bløde
Og medgørlige
Fik os til at sige ja
Selvom svaret var nej
Vi mærkede tyngden af et øjenlåg

Trætheden lagde sig i et bagholdsangreb
Tog os på sengen
Gjorde dag til nat
Gjorde venskab til fjendskab
Søer flød ud af alle åbninger
Ørkenen blev oversvømmet
Den dag og den nat
Vi vågnede kilometer fra hinanden
Forstod pludselig deres ord
Tankernes tanker løb ud over læber
Ord blev store
Nu var der ikke flere ord tilbage

Kun kram og undskyldninger
Deres vise ord var indprentet
Og vigtigheden bevist
De havde ret og vi måtte vende hjem
Give dem ret
De nikkede kun da vores ord kom ud
Vi så det
De vidste de havde ret
Men intet sagde de
Sådan lærte vi
Den dag og den nat